Ny professor i krydsfeltet mellem hjertekarsygdom og demens

Ruth Frikke-Schmidt er nyudnævnt professor i Klinisk Biokemi og skal forske i årsagssammenhænge mellem biomarkører, hjertekarsygdomme og demens.
Vent...

​Den 1. august 2018 tiltrådte Ruth Frikke-Schmidt et professorat i Klinisk Biokemi med speciel fokus på hjertekarsygdomme og demens. Professoratet er et samarbejde mellem Klinisk Biokemisk Afdeling på Rigshospitalet, Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, og Hjerteforeningen. 


Omdrejningspunktet for Ruth Frikke-Schmidts forskning er krydsfeltet mellem to store folkesygdomme i den aldrende befolkning - hjertekarsygdomme og demens. Hjertedødeligheden er faldet markant over de sidste 20 år på grund af forbedret behandling og forebyggelse. Hjertepatienter lever nu længe nok til at have en betydelig risiko for at udvikle de stærkt aldersrelaterede demenssygdomme. Store dele af den aldrende befolkning har fælles risikofaktorer for hjertekarsygdomme og demens, hvoraf de vigtigste er hypertension, diabetes, overvægt og rygning.

Ruth Frikke-Schmidts forskningslinje integrerer genetik, statistik, biologi, biomarkører og registerdata. Hun arbejder sammen med sine studerende på at udvikle robuste, nye risiko-scores for demens og hjertekarsygdomme til brug for målrettet forebyggelse. Ambitionen er at etablere årsagssammenhænge mellem biomarkører og hjertekarsygdomme og demens, samt at forstå betydningen af andre sygdomme og risikofaktorer for udvikling af demens. 

Ruth Frikke-Schmidt håber på at skabe en øget sygdomsforståelse af de to folkesygdomme og deres indbyrdes relation - og vil generere den nødvendige videnskabelige basis for udmøntning af en målrettet fælles forebyggelsesindsats. 

Tiltrædelsesforelæsningen vil finde sted fredag den 18. januar kl. 14 i Auditorium 1, Rigshospitalet.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor