Nyt internationalt brandsårssamarbejde

​Behandlingspladserne er få og kompleksiteten stor, når svært forbrændte brandsårspatienter skal hjælpes. Derfor kan det blive livsafgørende, at patienter fremover kan få behandling på tværs af de nordiske landegrænser.



Brandofferet Jack Munkholm under behandling i sit mere end to måneder lange ophold på Rigshospitalet efter en brandulykke i sit hjem.

Danmark med Rigshospitalet i spidsen indgår fremover i et nordisk beredskab for brandsårspatienter. Beredskabet skal sikre ensartet modtagelse af svært tilkomne brandsårspatienter i hele Norden i forbindelse med store ulykker eller terror.
 
Rigshospitalet har en brandsårsmodtagelse med plads til to i Traumecenteret og fem intensivpladser til brandsårspatienter. Her modtages patienter med alvorlige forbrændinger fra hele Danmark. Derfor er der mange fordele ved, at patienter fremover kan flyves rundt i hele Norden, forklarer Martin Risom Vestergaard, afdelingslæge i Anæstesi- og operationsklinikken, og en af kræfterne bag det nye tiltag:

- Vi har oftest kun behov for at kunne modtage få patienter ad gangen. Derfor vil vi ved større hændelser hurtigt løbe tør for pladser. Vores kapacitetsproblem ved spidsbelastning bliver mindre med denne aftale, forklarer Martin Risom, og overlæge Rikke Holmgaard fra Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling uddyber:

- En brandsårspatient skal flyttes til specialiseret brandsårsbehandling hurtigst muligt og helst inden for 96 timer. Hurtig behandling af brandsårene er afgørende for at mindske skader, så transporttid spiller en vigtig rolle. I aftalen indgår patienttransport med helikopter, fly eller ambulance og det er afgørende for patientens liv og skader, siger Rikke Holmgaard.

Certificering er et krav

For at kunne være med i det nordiske samarbejde skal læger og sygeplejersker certificeres ved at bestå kurset Emergency Management Servere Burned (EMSB). Kurset blev for første gang 
udbudt på Rigshospitalet i København i sommer, og 25 kursister gennemførte kurset. Næste skridt bliver at klinikere fra Rigshospitalet kan gennemgå instruktøruddannelsen, så kurset kan afholdes i Danmark fremover, hvilket er en del af aftalen. Her afventer den endelige finansiering.  

På vej i europæisk samarbejde 

Også på europæisk plan er et brandsårsberedskab på vej. Her er planen at overføre modellen fra det nordiske brandsårsberedskab: 

- Med de store skovbrande som i Grækenland denne sommer, giver det god mening også at kigge på et europæisk beredskab, siger Martin Risom.

EU kræver dog, at Rigshospitalet bliver verificeret Brandsårscenter via European Burn Association (EBA):

- Det går absolut den rigtige vej, men der er stadig et godt stykke endnu, til alle aftaler er på plads. Men vi kan heldigvis allerede gribe telefonen og hjælpe hinanden, hvis uheldet er ude, smiler Martin Risom.

Udover Martin Risom og Rikke Holmgaard er også Christian Overgaard Steensen, ph.d. og afdelingslæge i Intensiv Terapiklinikken, en af de bærende kræfter i Danmark i etablering af de to samarbejder.

Læs mere om EMSB – Emergency Management Servere Burned:

Kurset stammer fra Australien og New Zealand, og har til formål at lære brandsårslæger – og sygeplejersker at genkende, vurdere, stabilisere og overføre den alvorligt brændte patient. 

Læs mere.

Beredskabet dækker hele Norden

Alle de nordiske lande Finland, Norge, Sverige og Island indgår i beredskabet, mens Grønland og Færøerne indgår i sammenhæng med Danmark. Rigshospitalet har i forvejen landsfunktion på behandling af brandsårspatienter, og får derfor fløjet brandsårspatienter ind fra hele Rigsfællesskabet.


Redaktør