Ny professor forsker i kunstig intelligens ved gendiagnostik

​Ole Winther er nyudnævnt professor i genomisk bioinformatik. Han skal blandt andet forske i, hvordan maskinlæring og kunstig intelligens kan forbedre tolkningen af store datamængder ved genundersøgelser.

Den 1. juni 2018 tiltrådte Ole Winther et professorat i genomisk bioinformatik. Professoratet er et samarbejde mellem Genomisk Medicin på Rigshospitalet og Sektion for Bioinformatik og RNA Biologi på Biologisk Institut, Københavns Universitet. Ole Winther skal forsætte sin forskning i datavidenskab og kunstig intelligens ved genomisk diagnostik. 

Diagnostik baseret på helgenom- og RNA-sekventering er i de seneste år gået fra at være forskningsteknikker til at være rutine i klinikken. I de kommende fem år skal anslået 60.000 danskere have deres samlede arvemasse genomsekventeret, fordi det kan hjælpe den diagnostisk udredning af f.eks. sjældne sygdomme eller kræft, fortæller Ole Winther.

- En sygdom som brystkræft kan genomisk set være meget forskellig fra patient til patient. 

Intensiveret forskning i fortolkning og modellering af store datamængder har stor betydning, hvis vi skal designe mere præcise individuelle behandlinger, der virker, siger Ole Winther.

Han forklarer, at store internationale samarbejder og de patientdata, der er samlet på Rigshospitalet, kan bruges til at udvikle et stadigt mere komplet kort over sygdomsundertyper. 

Dyb læring

Ole Winther kommer fra et professorat i datavidenskab fra DTU og har igennem en årrække samarbejdet med Genomisk Medicin og Bioinformatik, KU, om klinisk bioinformatiske problemstillinger. Kunstig intelligens-teknikker såsom dyb læring (’deep learning’) har udviklet sig med stormskridt i de seneste år. Ole Winther og hans forskningsgruppe har fokus på at bruge disse teknikker til at skabe en bedre karakteristik af for eksempel kræft og koble denne karakteristik med diagnostik og behandling. 



Redaktør