Ledelsen af BUKIR (Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme) nu på plads

Klinikledelsen for Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme kommer til at bestå af oversygeplejerske Trine Spiegelhauer, klinikchef Jens Hillingsø og børneansvarlig overlæge Thomas Hjuler.
Vent...
Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme (BUKIR) er organisatorisk forankret i Juliane Marie Centret, hvor alle sygeplejerskerne er ansat, mens lægerne er ansat i HovedOrtoCentret og Center for Kræft og Organsygdomme inden for deres respektive lægelige speciale. 

Klinikledelsesteam på tre personer

For at sikre, at alle specialer og involverede centre er repræsenteret i klinikledelsen, består klinikledelsen fremover af et samlet team på 3 personer; En oversygeplejerske fra Juliane Marie Centret, Trine Spiegelhauer, en overlæge fra Center for Kræft og Organsygdommet, Jens Hillingsø, og en børneansvarlig overlæge fra HovedOrtoCentret, som nu er udpeget. Den børneansvarlig overlæge fra HovedOrtoCentret bliver overlæge Thomas Hjuler. 

Klinikledelsen i BUKIR; fra venstre; klinikchef og overlæge Jens Hillingsø, oversygeplejerske Trine Spiegelhauer, overlæge Thomas Hjuler

Klinikchef Jens Hillingsø siger om valget af Thomas Hjuler som børneansvarlig overlæge:

- Jeg er meget taknemmelig for, at Thomas har sagt ja til at indgå i ledelsen af klinikken. Thomas er en stærk faglig kandidat, som har erfaring med mange specialer i HovedOrtoCentret og har erfaring med ledelse fra andre projekter. Jeg glæder mig til at indgå i et tæt samarbejde med både Thomas og Trine om at skabe de bedst mulige afsæt for de visioner, vi har for den nye samlede Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme, udtaler Jens Hillingsø.

Oversygeplejerske Trine Spiegelhauer siger om valget af Thomas:

- Det er det helt rigtige valg for patienterne og for samarbejdet mellem specialerne i BUKIR. Thomas kender patienterne, klinikken, afsnittet og samarbejdspartnerne rigtig godt, og er derfor et rigtig godt supplement til ledelsen, forklarer Trine, der også glæder sig til samarbejdet.

Om børneansvarlig overlæge Thomas Hjuler

Thomas Hjuler har været overlæge på Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk klinik på Rigshospitalet siden 2016. Han har siden 2011 været fagområdeansvarlig for børn og unge med øre-næse-halskirurgiske sygdomme. Thomas er leder af Region Hovedstadens team for vaskulære læsioner og medlem af en række tværfaglige pædiatriske teams på Rigshospitalet, herunder kraniofacialt team, onkologisk team og mikroti-teamet. 

Om begrundelsen for at søge stillingen som børneansvarlig overlæge, siger Thomas Hjuler:  

- Jeg har fulgt de udfordringer, som Børneklinikken har været i og nærer et stort ønske om at skabe de bedste rammer for patienter og personale, siger Thomas Hjuler. - Jeg er ydmyg over for opgaven i erkendelse af begrænsninger i økonomi, personale og de forskellige arbejdsgange på tværs af klinikker og personalegrupper. Til trods for dette har jeg oplevet store forbedringer på kort sigt, gennemført af den nuværende ledelse, som jeg har et godt samarbejde med. Jeg er sikker på, at vi sammen kan danne et stærkt lederteam, der løfter området kirurgi på børn og unge frem mod BørneRiget, udtaler Thomas. 

Om Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme (BUKIR)

Den samlede Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme tager sig af børn og unge med behov for kirurgisk behandling inden for områderne: 
  • Medfødte misdannelser i spiserør, mave- og tarmkanal, lever, galdeveje, bugspytkirtel, urinveje og kønsorganer.
  • Plastikkirurgi, herunder læbe-gumme-ganespalte
  • Sygdomme i bevægeapparatet
  • Tand-, mund og kæbesygdomme
  • Øjensygdomme
  • Øre-, næse- og halssygdomme
Læs mere om klinikken på hjemmesiden: www.rigshospitalet.dk/BUKIR



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor