- Det kunne lige så godt hedde Trygkammeret

​39-årige Søren Fohrmann startede som patient, men gled over i at komme fast i Trykkammeret, hvor han har hjulpet til med lidt af hvert i 22 år.



Søren Fohrmann er gået fra at være patient til at have sin faste gang i Trykkammeret i Rigshospitalets kælder på Blegdamsvej.

- Jeg er spastiker og begyndte at komme på Rigshospitalet som 3-årig patient, så jeg er faktisk kommet her jævnligt fra før, jeg kan huske det selv.

- Da jeg var 17 år, var jeg på en ferie til Grækenland, hvor jeg prøvede at dykke. Det var fantastisk: Jeg svævede vægtløs rundt i en verden med fisk og de flotteste farver. Så jeg besluttede, at jeg ville se, om jeg kunne blive dykker.

- Som spastiker kan jeg få pludselige muskelspændinger og gå i kramper, så jeg ville spørge min læge herinde på hospitalet, om det var ok i forhold til sygdommen. Han sendte mig ned til Erik Jansen, den daværende leder af Trykkammeret, for han var eksperten.

- Det ændrede mit liv at møde Erik– det var kærlighed ved første blik. Han er typen, der tog imod patienter med åbne arme, og det gjorde han også med mig. Han sagde nej til, at jeg kunne blive dykker, men ja til at jeg måtte komme ned og se Trykkammeret.

- Her var hyggeligt at være, så jeg kom igen og igen. Hver gang blev jeg modtaget med åbne arme, så jeg blev hængende og blev venner med dem, der arbejder her. 

- En dag sagde Erik: ”Søren, du kan altså ikke bare sidde og fise husleje af her. Gå ud og lav kaffe og hent nogle kopper, gå nogle ærinder for os”. Så blev jeg pludselig en slags frivillig herinde og lavede små og større ting. Jeg er lidt af en IT-nørd, så jeg har blandt andet hjulpet med at lave en database.

- Jeg går til hånde med det, jeg nu kan hjælpe med. Jeg har ikke med patienter at gøre. Der er en usynlig grænse, som jeg hverken kan vil eller kan overskride. Hvis jeg gjorde det, så kunne jeg ikke få lov at være hernede længere. Der har aldrig været en officiel aftale, men altid en stiltiende om, at opførte jeg mig, som jeg skulle, så kunne jeg have min gang hernede.

- På et tidspunkt kom jeg her nærmest på fuld tid. Jeg boede i Birkerød og Peter – en af de andre ansatte hernede – kom lige forbi på vej på arbejde og tog mig med herind og satte mig af på vejen tilbage. Nu kommer jeg nogle gange hver dag, andre gange et par gange om ugen. Jeg bor tæt på, så jeg kan hurtigt trille forbi.

- Jeg mødte nogle folk fra Frømandskorpset herinde, og dem fik jeg en god forbindelse til. De har taget med mig ud på forskellige ture og ud at dykke, så selvom jeg ikke kunne blive dykker, så fik jeg lov at dykke lidt alligevel. 

- Folkene herinde er fantastiske. De ser mig, som den jeg er og ikke som mit handicap. Det er typisk det, jeg ellers møder ude i samfundet. Her er en dejligt rå omgangstone, og jeg bliver mobbet rigtigt meget hernede – men det kan jeg godt lide. Jeg bliver for eksempel konsekvent kaldt for ”Spasseren” En af lederne, overlæge Henrik Rottensten, hedder også bare ”Rotten”.

- Jeg bliver behandlet fuldstændig på samme måde som de andre i omklædningsrummet, og det viser jo bare, at jeg er på lige fod med dem. Det giver mig lyst til at komme og være her. Her er ganske enkelt rart at være. Det kunne lige så godt hedde ”Trygkammeret”.

- Ind i mellem skal jeg stadig ind og opereres som patient. Jeg kan virkelig blive angst, og med alderen er det blevet værre. Men personalet herinde er nærmest blevet mine pårørende. De går nogle gange med, når jeg skal til behandling.

- De kender mig, og jeg kender dem. Det giver en stor tryghed, og den tryghed har hjulpet mig utroligt meget. Min læge siger, at den har været med til at gøre behandlingen af min sygdom bedre. 

- Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg havde det rigtigt svært psykisk. Jeg var igennem psykiatrien, fik forskellig medicin, men det eneste, der hjalp, var faktisk at komme her. Så jeg fortsætter med at komme her, til jeg ikke kan længere.


Redaktør