Nyt site til unge og fagfolk om transition

​Ungdomsmedicinsk Videnscenter står bag hjemmesiden transitionsforløb.dk med gode råd og vejledninger til unge og fagfolk om transitionsforløb for unge med kroniske sygdomme 

Vent...

www.transitionsforløb.dk tager udgangspunkt i internationale retningslinjer for transition, erfaringer fra UMV (Ungdomsmedicinsk Videnscenter) samt en ph.d. om transition af Signe Hanghøj fra Ungdomsmedicinsk Videnscenter 2017.

Sundhedsprofessionelle kan downloade informationsbreve til de unge patienter, foldere vedr. jura og etiske rettigheder til uddeling under forløbet, tjeklister samt anamnese. Der er endvidere råd til kommunikationen med den unge patient, til valg af effektmål samt råd om praktisk planlægning. Man kan desuden lade sig inspirere af, hvordan andre afdelinger på Rigshospitalet har båret sig ad.

Unge kan gå ind og læse om, hvad transition er, og hvad der typisk kommer til at ske i forløbet. Forældre kan bl.a. læse om, hvordan de bedst støtter deres barn i overgangen fra barn til voksen med en kronisk sygdom. På sitet findes desuden korte lydklip, hvor unge fortæller om deres oplevelser af at være i transition.

Alle de redskaber og viden, der nu ligger tilgængelig for sundhedsprofessionelle på www.transitionsforløb.dk understøtter Juliane Marie Centrets 2020 strategi om, at alle afdelinger på Rigshospitalet skal have indført transitionsforløb for unge patienter i senest år 2020.

Afdelingslæge i UMV Kirsten Boisen, som har beskæftiget sig med transition for unge med kroniske sygdomme gennem de seneste ti år, forklarer:

- Vi ved kun lidt om, hvilke typer transitionsforløb, der virker på fx behandlingsadhærens og patienttilfredshed, og der findes ikke én kogebog for, hvordan transitionsforløb bør bygges op. På den nye hjemmeside præsenterer vi konkrete redskaber, som sundhedsprofessionelle kan bruge, når de skal i gang med at lave transitionsforløb på deres afdelinger, så det forhåbentlig bliver meget lettere at komme i gang.

Hjemmesiden går hånd i hånd med gratis kurser i professionel kommunikation med unge og transitionsworkshops, som udbydes af UMV. Læs mere om Ungdomsmedicinsk Videnscenter på www.ungdomsmedicin.dk


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor