Komplicerede behandlingstyper inden for ansigts – og kæbekirurgi er Thomas Kofods speciale, og i sit arbejde har han bidraget til vigtig udvikling af de kirurgiske behandlinger ved hjælp af computerteknologi.
Thomas Kofod behandler mennesker med behov for større operationer i ansigtsskelettet og kraniet, fx børn og unge med ansigts- og kraniedeformiteter. Ved hjælp af særlige computerprogrammer planlægges de kirurgiske indgreb virtuelt baseret på patienternes CT-scanning. Derved kan nødvendige flytninger af f.eks. knogleplader omkring hjernen designes præcist, guides og på den måde sikre helt præcise behandlingsresultater. Operationen er således nøje planlagt og kan udføres på computeren inden den udføres ved den rigtige operation. En yderst kompliceret kirurgisk behandling, som har en afgørende betydning for patienternes livskvalitet.
Thomas Kofods evne og interesse for at forene computerteknologien og det kirurgiske indgreb har bl.a. betydet, at klinikken kan tilbyde et behandlingsniveau på højde med de helt store internationale afdelinger som fx Yale Universitets.
Hartmann-prisen uddeles til en person, der gennem en særlig værdifuld indsats har bidraget til en fortsat positiv udvikling af det danske samfund. Prisen er på 300.000 kr.
Uddrag fra indstillingen:
"Thomas Kofod har særlig interesse og et stort talent indenfor udviklingen og anvendelsen af computerassisteret kirurgisk simulation ved ansigts- og kæbekirurgi, dvs. hvor computere anvendes til diagnostik, til virtuel kirurgisk behandlingsplanlægning og til udarbejdelse af patientspecifikke guides (fx lavet af titanium) og implantater.
[…]
Thomas Kofods patienter er personer, der har behov for større operative indgreb på ansigtsskelet og kraniet. Det kan dreje sig om børn med for tidlig sammenvoksning af kraniets knogleplader, behov for forlængelse af knogledele hos børn og unge med børneleddegigt eller defekter i ansigtskraniet efter traumer, samt patienter med behov for korrektion af vækstbetingede kæbeanomalier. Behandlinger af denne type har meget stor betydning for de pågældende patienters livskvalitet.
Thomas Kofod har gennem årene bidraget betydeligt til udviklingen af denne særlige kirurgiske disciplin, er passioneret engageret i faget, er en særdeles dygtig og visionær kirurg, og er en væsentlig årsag til at afdelingen behandlings- og udviklingsmæssigt ligger på højde med de helt store, internationale afdelinger som fx Yale Universitetets.
Thomas Kofod er internationalt forankret som repræsentant (Counsillor) i henholdsvis den internationale og den europæiske forening af kæbekirurger (International Association of Oral and Maxillofacial Surgery (IAOMS)) og European Association for Cranio-Maxillofacial Surgery (EACMFS)."
I forbindelse med prisuddelingen torsdag d. 22.3. 2018 uddeles også Brdr. Hartmanns Fonds Diplompris til forfatteren Caroline Albertine Minor på 125.000 kr.
Om Hartmann-prisen
"Hartmann-Prisen" kan ikke søges og skal tildeles personer, der inden for det danske samfund har præsteret en særdeles værdifuld indsats. Indsatsen behøver ikke nødvendigvis være en epokegørende nyskabelse, men det må kræves, at der foreligger en betydelig indsats af almindelig samfundsmæssig værdi inden for sociale, humanitære, videnskabelige eller kulturelle områder.
Læs mere om Brd. Hartmann Fonden og dens priser herhttp://www.hartmannfonden.dk/