Migrænepatienter kan snart få ny medicin baseret på Lars Edvinssons grundforskning.
Knyttede næver røg i vejret og en skotsk-svensk jubel brød løs i laboratoriet den regnvejrsdag i 1986 i Glasgow.
Den dengang 37-årige svenske hjerneforsker Lars Edvinsson og hans skotske kollega James McCulloch havde med egne øjne kunnet se det: Det lille stof CGRP – et signalmolekyle, der produ-ceres i hjernen og i visse dele af nervesystemet – havde indflydelse på hjernens blodkars sammen-trækning og udvidelse.
Det bekræftede Lars Edvinsson i den idé, han havde arbejdet på i knap fire år: Nemlig at CGRP kunne spille en rolle i migræneanfald.
- Siden 1983 havde jeg arbejdet med CGRP, så det var en stor forløsning at se teorien bekræftet. Vi jublede højt den dag, og jeg husker, at både kolleger og institutleder kom og lykønskede os, fortæller en jublende glad professor, der er leder af Forskerpark Glostrup, som er en del af Rigshospitalet.
Der skulle dog gå i alt 36 år fra, at Lars Edvinsson startede jagten på CGRP’s funktioner til, at læ-gemiddelindustrien kunne sende et lægemiddel mod migræne baseret på hans forskning på markedet.
Vidste ikke, hvad han ledte efter
I 1982 havde en forskergruppe i USA identificeret CGRP, men hvad det lille stof havde af betydning vidste ingen. Men Lars Edvinsson, der forskede i nervesignalstoffer, var interesseret og be-gyndte at kigge nærmere på sagen.
- Jeg tænkte, ”Hvad mon funktionen er?”. Så jeg gik på jagt efter noget, jeg egentlig ikke vidste, hvad var, fortæller Lars Edvinsson.
Men lidt efter lidt afdækkede han stoffets betydning – og i midten af firserne, havde han nok til en forsigtig konklusion.
Lars Edvinsson åbner en skrivebordsskuffe og tager et 33 år gammelt, videnskabeligt tidsskrift frem.
”CGRP kan være af betydelig vigtighed … for migræne”, står der blandt andet i artiklen, som Lars Edvinsson er eneforfatter af.
Det skulle vise sig at være sandt.
Bivirkninger udskød lægemidlet
I 1990 og 1993 lykkedes det så Lars Edvinsson og hans kollegaer at påvise en markant høj andel af CGRP i blodet fra hovedet hos patienter med et migræneanfald. Alligevel var mange i forskerver-denen skeptiske overfor, at CGRP kunne være en vigtig brik i akutte migræneanfald.
- På det tidspunkt var der flere toneangivende forskere på området, som mente migræne udløstes af noget helt andet, så mange var tøvende overfor vores resultater. Selv forstod jeg ikke, hvorfor ikke alle migræneforskere kastede sig over vores konklusioner og arbejdede videre ud fra dem, smiler Lars Edvinsson.
Men langsomt fik lægemiddelindustrien øjnene op for, at den viden Lars Edvinsson og hans kolleger havde afdækket, kunne bruges til at behandle migrænepatienter med.
Den slags tager dog tid – lang tid. Af hensyn til patientsikkerheden skal der bruges adskillige år på fremstilling, forskning og forsøg. I 2004 blev der testet med positive resultater – det førte til ideen om et konkret lægemiddel, men i 2009 opstod der mistanke om, at et konkret lægemidlet kunne give skader på leveren.
- Jeg var ellers klar til at fejre det. Jeg var på konference i Philadelphia, da jeg fik at vide, at det var på vej og fik taget et billede af mig selv foran en statue af filmbokselegenden Rocky Balboa med armene i vejret. Men det altså blev taget af bordet i sidste øjeblik, og så måtte de tilbage i laboratoriet, fortæller Lars Edvinsson.
Klar til patienter i 2018
Der skulle gå yderligere ni år med laboratoriearbejde og tests, men i løbet af forsommeren i år god-kender både USA’s og EU’s sundhedsmyndigheder formelt flere lægemidler, som er udviklet på baggrund af den viden, som Lars Edvinsson har afdækket.
- Jeg er stolt og glad over, at det lykkedes – der er så få, der får lavet sådan et resultat. Jeg har arbejdet hårdt, men der er flere hundrede tusinde forskere i gang i hele verden, og de er dygtige og vedholdende. Så jeg har også været heldig, fordi mange gik den forkerte vej, så jeg fik tid til at byg-ge videre på det, jeg lavede, siger Lars Edvinsson, der ikke har økonomiske interesser i lægemidler-ne, da han som forsker alene har stillet sine resultater til rådighed for offentligheden.
Han glæder sig i stedet over at kunne hjælpe en gruppe mennesker, der ofte lider af svære smerter.
- Det er fantastisk. Jeg får dagligt mails fra patienter fra hele verden, der følger med, og de er meget glade. Det føles utroligt godt, at ens arbejde nytter, siger Lars Edvinsson.
Hvad ville du sige til den 33-årige Lars, hvis du kunne?
- Jamen, jeg er så heldig, at jeg elsker forskningen, at jeg stadig kan mærke nysgerrigheden, så selv om det har taget lang tid, har det været det værd. Heldigvis har jeg også haft mange andre projekter i gang, men der har da også været perioder med desillusion og tvivl. Så jeg ville nok sig: ”Don’t give up – keep going”, siger Lars Edvinsson.