Jeg bliver her, indtil jeg bliver smidt ud

​Socialpædagog Jakob Højer Larsen kalder det ”den måske største gave i mit liv” at få lov at arbejde i HR BERG, Rigshospitalets mødested for syge unge.


- På afdelingerne er det oftest behandlingen og sygdommen, der er i centrum. Men en gang i mellem har den unge bare behov for at tale om noget helt andet end sygdom, siger socialpædagog Jakob Højer Larsen, der sammen med kollegaen Tine Bøye Pedersen, årligt tager imod godt 100 unge i HR BERG, ligesom de selv opsøger et tilsvarende antal ude på afdelingerne.

- Jeg arbejder i HR BERG, som er en café for unge mellem 12 og 24 år under Ungdomsmedicinsk Videnscenter på Blegdamsvej. Her kan de unge få en pause fra livet på afdelingerne og møde ligesindede.

- Hos os kommer unge, der skal transplanteres, med forskellige kræftformer, cystisk fibrose med videre. Men det er ikke vigtigt, hvad de fejler, det er vigtigt, at de er unge, der skal tackle nogle udfordringer udover det normale. Nogle ser jeg én gang, andre kommer i 14 dage, over tre år, nogle har jeg kendt i 10 år.

- Nogle gange kommer de bare og hyggesnakker eller gamer på computerne, andre gange sparrer vi med dem om ting, som de ikke rigtig ved, hvordan de skal formulere til lægerne eller andre professionelle. Vi har et årligt gruppeforløb, som hjælper dem til at hjælpe hinanden i et fortroligt fællesskab. 

- Det handler om, hvordan det er at gennemgå undersøgelserne, vente på blodprøver, hvordan det er at undvære det, som sygdommen forhindrer? At undvære skole og kammerater igennem længere tid, at man ikke kan komme med til fest på grund af risiko for infektioner. At man ikke må kysse sin nye kæreste, fordi man har et dårligt immunforsvar. Angsten for at dø.

- Her er et fællesskab og en forståelse, som de ikke møder andre steder. De får venskaber med andre, der ligesom dem selv er i en særlig situation, hvor nogle har gjort sig nogle erfaringer, som andre kan bruge og give videre. Vi vil gerne, at de får redskaber til at tage lederskab for livet. At hjælpe dem på vej er vores fornemste opgave.

- Det er måske en af de største gaver, jeg har fået i livet: At møde disse mennesker og prøve at forstå deres liv. Det giver eftertanke og perspektiv. De unge har lært mig, at de små ting i livet er kostbare, at nyde tilværelsen, at elske regnvejr. Nogle gange tænker jeg, at alle kunne have godt af at snakke med en ung, der er alvorligt eller kronisk syg.

- Der er eksempelvis én, jeg har kendt, siden han var 13 år, nu fylder han 21. Det er vildt privilegeret at få lov at se ham lykkes, når han har været ved at dø flere gange. Ind i mellem er der nogle, vi mister. Nogle når du at sige farvel til, mens de lever, men jeg siger også farvel på stuen, hvor de ligger. Vi går aldrig med til begravelser, men det er vigtigt for mig at slutte relationen på den måde. Jeg husker dem alle sammen, både de døde og de levende.

 - Jeg var træt af at være socialpædagog, inden jeg kom her. Ikke selve arbejdet, men vilkårene. Jeg har arbejdet med hjemløse, misbrugere, børn med indlæringsvanskeligheder og på behandlingshjem for anbragte børn: Men der kom altid nogen udefra og ville lave om, spare eller lukke, bedst som jeg følte, at jeg gjorde noget for, at andre kunne finde fodfæste i livet.

- Jeg overvejede at forlade faget og blive tømrer, inden jeg besluttede at give det en sidste chance og søgte det her job. Jeg elsker at arbejde og møde de unge, der er på Rigshospitalet. Jeg bliver her, indtil jeg bliver smidt ud.

- Der er triste perioder, hvor jobbet er svært. Når man ser en ung, der lukket helt inde i sig selv, har mistet modet, som ikke føler, at han eller hun kan bruges til noget. Det er hårdt. Men det er omvendt fantastisk at se dem få livsmodet tilbage. At se dem tro på, at der er en tilværelse for dem. Det er derfor, jeg går på arbejde.





Redaktør