Det har længe været planlagt, at Børneklinikken i HOC skulle fusionere med Børnekirurgisk Klinik i JMC i forbindelse med etableringen af BørneRiget, så alle børn og unge samles under et tag. Fusionen blev organisatorisk gennemført 1. januar 2018.
Fusionen betyder, at sygeplejerskerne fra Børneklinikken, der tidligere var ansat i HOC, nu er ansat i JMC. Trine Spiegelhauer er ansat som oversygeplejerske for begge klinikker, og hvordan den lægefaglige ledelse af den samlede børnekirurgi skal organiseres fremover, er en arbejdsgruppe i øjeblikket ved at se nærmere på. Dette vil blive endeligt besluttet i løbet af foråret 2018. Lægerne i Børneklinikken er fortsat ansat i HOC i den klinik, som deres speciale er forankret i.
Samling af mange specialer
Den samlede klinik vil omfatte funktioner og patientforløb fra både Børnekirurgisk Klinik og Børneklinikken, og vil dermed omfatte børn og unge med behov for kirurgisk behandling inden for områderne:
Plastikkirurgi, læbe-gumme-ganespalte, øjensygdomme, sygdomme i bevægeapparatet, øre-, næse- og halssygdomme, tand-, mund og kæbesygdomme.
Medfødte misdannelser i spiserør, mave- og tarmkanal, lever, galdeveje, bugspytkirtel, urinveje og kønsorganer.
Arbejdet med fusionen og samarbejdet om patientforløb på tværs gik i gang allerede i efteråret 2017, og det at samle så mange forskellige specialer og forløb har på mange måder været udfordrende, fortæller centerdirektør i JMC Merete Lange, der er formand for styregruppen bag fusionen. Men der er lykkes, fordi alle klinikker og specialer har taget godt i mod sammenlægningen og har gjort, hvad de kunne for at få det hele til at fungere i en periode med både for få sygeplejersker, pladsproblemer og ventetider på operation af læbe-ganespaltebørn, fortæller hun.
På rette vej frem
Alle ledige sygeplejerskestillinger er nu besat og de nye sygeplejersker er i fuld gang med oplæring. På ventelisteområdet har Rigshospitalet lavet samarbejdsaftaler med universitetshospitalerne i Oslo, Helsinki og Leuven (Belgien) om at operere børn med læbe-ganespalte, fortæller centerdirektør i HOC Lars Juhl Petersen. Målet er, at sikre gode forløb for alle børn i de to klinikker og minimere ventetiden på operationer, fortæller Lars Juhl, der ligesom Merete Lange er imponeret over samarbejdet på tværs af JMC og HOC, hvor alle involverede har bidraget med det, der var muligt og nødvendigt.
Børneklinikken vil, indtil BørneRiget står færdigt, fortsat være placeret på 8.sal i Centralkomplekset, opgang 3 på Inge Lehmanns Vej 5.