Sygeplejersker og læger synger julen ind hver morgen

​Hver morgen i december mødes sygeplejersker og læger på afsnit 3074 i Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik på Rigshospitalet og synger julen ind til glæde for dem selv og for patienterne.

Vent...

Glade jul Dejlige jul. Sangstemmerne fra klinikkens sygeplejersker, læger, terapeuter og sekretærer strømmer ud i afsnittet, og der går ikke længe inden julehyggen spreder sig, smilene bliver flere og patienterne titter ud fra stuerne. Sådan er det hver morgen kl. 9.00 mandag til fredag i december måned i Øre-næse-hals kirurgisk sengeafsnit på Rigshospitalet.

- Allerførst var vi lidt urolige for, at det ville blive akavet, men det er faktisk utroligt hyggeligt og naturligt. Alle faggrupper vil gerne deltage, og mange bliver positivt overraskede over, hvor hyggeligt det faktisk er, fortæller Kirsten Læssøe, der er klinisk afdelingssygeplejerske og en af initiativtagerne til morgenens julesang sammen med afdelingssygeplejerske Mai-Britt Gram:

- Morgensangen betyder, at vi kommer godt i gang med dagen. Alle får en god start, og der kommer bare en god stemning i afdelingen, og patienterne synes, det er rigtig hyggeligt, uddyber afdelingssygeplejersken, og fortsætter:

- Julesangen skaber glæde og spreder smil, og vi gør det lige så meget for patienterne, som vi gør det for os selv.

Det skal være rart, ikke højtideligt

Hele 7. etage er inviteret til at synge med og hver morgen samles minimum mellem 15 – 20 ansatte for at synge en enkelt julesang.

- Hver fugl synger med sit næb, som man siger. Det gør vi også, og vi har gjort meget ud af, at det vigtigste er, at det er hyggeligt. Det skal hverken være højtideligt eller smukt, men rart, siger Kirsten Læssøe, mens Mai-Britt Gram uddyber:

- Der er ingen tvivl om, at musik og sang kan noget, og mange snakker om, at vi burde gøre det til en fast juletradition. Nu må vi se, men det kan godt være, at vi bliver nødt til at synge to sange hver morgen den sidste uge op til jul, så vi når dem alle. Der er jo så mange gode, at det er svært at vælge, smiler Mai-Britt Gram, og nævner, at det kan være, at de sygeplejersker, der skal på vagt i julen, skal have lov at vælge sangene i den kommende uge.

Hver 'fugl' har sin egen julefavorit, selvom det kan være svært at vælge!

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor