Ny centerdirektør på Rigshospitalet

​Martin Magelund Rasmussen bliver ny centerdirektør i HovedOrtoCentret.



Martin Magelund er 43 år gammel og uddannet cand.oecon.agro fra Københavns Universitet.

Den nye centerdirektør kommer fra Center for HR i Region Hovedstaden, hvor han har arbejdet siden 2011 – først som sekretariatschef og de seneste 2½ år som direktør. Inden da var han sekretariatsleder ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet. Martin Magelund kommer til Rigshospitalet med en bred erfaring inden for ledelse.

- Med Martin får vi ikke bare en erfaren leder og stærk kommunikator. Vi får også en yngre dynamisk leder med god forståelse for kompleksiteten i sundhedsvæsenet og ledelseserfaring fra andre videnstunge organisationer. Det vil både gavne HovedOrtoCentret og det samlede Rigshospital i arbejdet med at være hele Danmarks højt specialiserede hospital, siger hospitalsdirektør Per Christiansen.

Martin Magelund tiltræder 1. januar 2019. 

HovedOrtoCentret er et af Rigshospitalets centre med cirka 2200 medarbejdere. Den faglige fællesnævner er kirurgi - særligt operativ kræftbehandling og akut behandling. Der gennemføres årligt ca. 35.000 operative indgreb i centret.



Redaktør