Motion giver sunde og flade maver – nu ved vi hvorfor

​​Forskere fra Rigshospitalet og Københavns Universitet har opdaget, hvorfor regelmæssig motion er vejen til flade maver. Forklaringen skal findes i et særligt signalstof, et molekyle, som muskler udskiller under fysisk aktivitet.

Mange har sikkert nytårsforsættet parat for at få styr på det irriterende fedtlag, der har ophobet sig rundt om maven henover julen – og måske involverer planerne, at der skal skrues op for træningen i fitnesscenteret eller flere ture i løbeskoene. Men har du nogensinde undret dig over, hvorfor motion har den effekt? Det har et hold af danske forskere – og svaret er fundet: Forklaringen skal nemlig findes i et særligt signalstof, et molekyle ved navn interleukin-6, som spiller en afgørende rolle i den proces, viser et nyt studie fra TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, som netop er publiceret i tidsskriftet Cell Metabolism

Recepten: Dyrk motion

- Den helt store ’take home message’ for den brede befolkning er: ”Dyrk motion!”, siger førsteforfatter, læge og ph.d.-studerende Anne-Sophie Wedell-Neergaard fra TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, Københavns Universitet og fortsætter:

- Vi ved, at motion giver et bedre helbred, og at regelmæssig motion mindsker mængden af fedt på maven, og rundt om organerne, siger Anne-Sophie Wedell-Neergaard.

12 ugers regelmæssig træning på kondicyklen kan få det viscerale mavefedt til at svinde ind hos voksne med for meget fedt på maven. Og mavefedt er forbundet med øget risiko for livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme og diabetes, men også nogle typer af kræft og demens. 

Det nye studie viser, at fysik aktivitet reducerer det viscerale fedtvæv, som sætter sig omkring de indre organer, men de bagvedliggende mekanismer har indtil nu ikke været kendt. Nogle forskere har haft den idé, at stress-hormonet adrenalin var årsagen til, at træning nedbryder det uønskede fedt, men det danske forskningshold havde en anden idé. 

Anne-Sophie Wedell-Neergaard, hendes medforfatter seniorforsker Helga Ellingsgaard og deres forskerhold fra TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet, Københavns Universitet mistænkte signalstoffet interleukin-6 for at spille en vigtig rolle, fordi det regulerer energimetabolismen, stimulerer nedbrydningen af fedt hos sunde og raske mennesker og udskilles fra skeletmuskulatur under træning.

12 ugers forsøg

For at afprøve tesen udførte forskerne et 12-ugers randomiseret forsøg, hvor de inddelte 53 overvægtige voksne med overflødigt mavefedt i fire grupper. Forsøgspersonerne modtog enten 45 minutters træning på kondicyklen 3 gange om ugen eller ingen træning overhovedet i kombination med indsprøjtninger af enten interleukin-6 receptor blokade eller placebo i form af saltvandsindsprøjtninger.

For at vurdere effekten på det viscerale fedtvæv om maven foretog forskerne MR-skanninger af alle forsøgsdeltagere i starten og slutningen af forsøgsperioden.

I træningsgruppen tabte forsøgsdeltagerne i gennemsnit 225 gram, eller ca. 8 procent af mavefedtet, i forhold til dem, der ikke trænede. Men interleukin-6 receptorblokaden, viste sig helt at eliminere den effekt. 
 
-Så vidt vi ved, er dette studie det første i verden, der viser, at interleukin-6 spiller en fysiologisk rolle ved at regulere mængden af visceralt fedtvæv i mennesker, siger Anne-Sophie Wedell-Neergaard.

Flere studier skal til

Fremtidige studier skal vise, om interleukin-6 bruges til at generere energi fra enten fedt eller kulhydrater i forskellige situationer. Forskerne vil også undersøge, om højere tilstedeværelse af signalstoffet interleukin-6, fx som indsprøjtning, kan reducere fedtvævet i sig selv.

-Vi har brug for at få en større forståelse af den rolle, som interleukin-6 spiller for at diskutere dets betydning og implikationer videre, siger Anne-Sophie Wedell-Neergaard.

I mellemtiden har forskerne et par tips til ferien:  

- Det er vigtigt at understrege, at når du træner, så kan du meget vel opleve, at din kropsvægt stiger, fordi du øger din muskelmasse. Derfor er det en god idé også at måle din taljes omkreds for at holde styr på, om du taber mavefedtet og for at bevare motivationen til at træne, siger Anne-Sophie Wedell-Neergaard.


Redaktør