Podcast til kræftpatienter

Eksistentielle samtaler bliver ekstra vigtige, når døden banker på døren. Nye podcasts skal hjælpe kræftpatienter og pårørende til at tale om palliation, valg og livskvalitet.


For patienter kan det være svært at tale med de nærmeste pårørende om de valg, der skal tages ved alvorlig sygdom: Hvordan går livet videre, når omstændighederne ændrer sig voldsomt? Hvordan tager man stilling til behandling og bivirkninger? Hvilke valg passer med det liv, man gerne vil leve?

For at hjælpe patienter og pårørende med at få taget vigtige, svære samtaler med hinanden, har Onkologisk Klinik produceret tre podcasts til patienter. Podcasten, som er en lydfil på internettet, kan patienter og pårørende lytte til derhjemme og bruge som afsæt for at tale om de svære emner. 

- Vi vil gerne give patienterne et nyt tilbud, som måske gør det mere overkommeligt og kan give inspiration, når de hjemme hos sig selv. Vi ved, at patienterne synes store mængder skriftligt materiale er overvældende, og ved konsultationer på hospitalet er det ikke altid let at nå omkring de svære emner, når der også er fokus på selve behandlingen, fortæller projektchef Katrina Pitt Winther fra Finsencentret. 

I den første af de tre nye podcasts fortæller to patienter og en læge om, hvordan det opleves at have en livstruende kræftsygdom. Begrebet palliation, som betyder lindrende behandling, bliver afmystificeret. Og det bliver tydeligt, hvor vigtigt det er at finde frem til, hvad der er livskvalitet for den enkelte – fordi det kan hjælpe til at komme overens med de valg og fravalg, der følger med sygdommen. 

Eksistentielle samtaler giver individuelt tilpassede behandlingsforløb
Klinikchef Ulrik Lassen, professor og overlæge på Onkologisk Klinik, siger:

- Det er vigtigt, at vores patienter kender til de valg og muligheder, de har, og at vi kender til det, de ønsker. Ambitionen i Onkologisk Klinik er, at følsomme samtaler om prognose, håb og livskvalitet sker tidligt, så patienterne kan nå at indstille sig på den tid, de har tilbage og indrette deres liv efter egne ønsker og med værdighed. Det har vi ikke altid været gode nok til at fortælle patienterne om tidligere.

Den næste podcast har fokus på netværk og familie og inden længe udkommer en om eksistentielle overvejelser. 

Podcastene er udviklet som en del af projektet ”Gode beslutningsforløb for lungekræftpatienter og deres pårørende”, som er støttet økonomisk af Sundhedsstyrelsens pulje til udvikling af beslutningsstøtteværktøjer. Projektets løsninger bygger på observationer af 30 samtaler og input fra ca. 40 patienter og pårørende, der har deltaget i interviews og workshops undervejs i projektet. Her kom det blandt andet frem, at man som familie kan have rigtig svært ved at tale om de eksistentielle tanker og bekymringer, som opstår ved alvorlig sygdom.

Projektet har kørt som pilotprojekt på afsnittet for patienter med lungekræft. Resultaterne skal nu bredes ud både i Onkologisk Klinisk og i resten af Finsencentret, ligesom andre afdelinger naturligvis er velkomne til at gøre brug af dem.


Lyt til de nye podcasts



Redaktør