- Ingen andre jobs i verden kan være lige så interessante

Charlotte Blix er leder af BørneUngeProgrammet og Ungdomsmedicinsk Videnscenter på Rigshospitalet. Efter mere end 30 år med børnesundhed som omdrejningspunkt imponeres hun stadig af syge børn, unge og deres familier.


63-årige Charlotte Blix er leder af BørneUngeProgrammet og Ungdomsmedicinsk Videnscenter. Hun imponeres og inspireres dagligt over og af, hvad syge børn, unge og deres familier kan.

- Jeg er uddannet sygeplejerske i 1977 og vidste tidligt, at jeg ville arbejde med børn. Jeg kom dog først på en børneafdeling her på Rigshospitalet i 1987. I mellemtiden havde jeg arbejdet i andre fagområder og læst medicin, men jeg savnede patienterne og den klinisk-praktiske hverdag. 

- Fra jeg satte min ben i den afdeling, skete der virkelig noget. Det var det bedste, der kunne ske at få lov at arbejde med børnefamilier. Den måde, man arbejder med syge børn gør, at man må sætte sig selv til side. Det er ganske enkelt familierne og børnene, der er i centrum.

- Jeg oplevede at bruge og udvikle min faglighed på en ny måde. Jeg måtte spejle den op mod og tilpasse den børn, unge og forældrenes viden. Hvordan de som familie mestrer svære situationer, og hvilke ressourcer, de har.  Jeg blev fuldstændig opslugt af det.

- Man lærer SÅ meget af at arbejde med syge børn og unge: Man får udfordret sine værdier og normer; lærer at liv leves på mange måder, at mennesker kan klare kolossale udfordringer. Og at børn kan klare det mest utrolige, når vi forstår at samarbejde, og at hele familiens trivsel er afgørende for barnets håndtering af sygdom og behandling. 

- Der var dog én ting, jeg manglede: Sparring med andre, der arbejdede med børn på Riget. Der var ikke vidensudveksling mellem børneafdelingerne. Det var før centrenes tid, så der var 146 individuelle afdelinger.  Min lå på 11. etage i centralkomplekset langt fra børneafdelingerne i syd.

- I 1994 kom centrene, og jeg var engageret i arbejdet med at lægge om. Vi var flere, der ville samle børn fra alle specialer i ét center, men idéen mødte modstand. Som alternativ fik vi en tværgående funktion, der skulle sikre samme standard for børn på hele hospitalet. Jeg søgte stillingen som leder, fordi jeg ville være med til at skabe bedre rammer for børn.  

- Det var hårdt at skifte job. Det tog tid, før jeg fik foden inden for i afdelingerne og blev accepteret som samarbejdspartner. I starten var der ofte en stemning af ”Hvad skal du her? Er det ikke godt nok, det vi gør?”. Men det var jo slet ikke pointen.

-. Den tid heldigvis historie nu, og jeg glæder mig dagligt over, hvor stærke vi er på Rigshospitalet i tværfagligt samarbejde.  Formålet med mit arbejde var og er at sikre, at vi i fælles flok øger kvaliteten på områder, hvor fællesnævneren er børn og unge

- Jeg kan stadig savne det daglige kliniske arbejde. Men eftersom inddragelse af brugere altid har været afgørende for BørneUngeProgrammets initiativer, har jeg mange daglige kontakter.  Blandt andet har arbejdet med Ungdomsmedicinsk Videnscenter, Ronald McDonald Hus, Patienthaven, indretninger af børneafdelinger og ambulatorier og KulturpåRiget givet mig mange kontakter.

- Syge børn og unge gør et lige så stort indtryk på mig, som da jeg var ung sygeplejerske. Når man ser, hvor meget man sammen med kolleger kan flytte for at skabe bedre vilkår børn og unge, så er der ingen andre jobs i verden, der kan være lige så interessante.

- Da jeg var elev i halvfjerdserne var det ikke var almindeligt, at forældrene var medindlagte med deres barn. Det er ikke til at forestille sig nu.  Vores hospitaler er bygget i en tid, hvor barnet var indlagt alene. Det har været min ambition lige siden: At skabe de bedste rammer for hele familien.

- Selvom vi igennem tiden takket være mange generøse donationer har forbedret forholdene, mangler vi plads og rum, der er indrettet til børn, unge og deres familier. Hvor de kan være hverdagsagtigt sammen som familie, men også sig selv, og hvor funktioner, der støtter rehabilitering og mestring, er integrerede.

-Det bliver muligt i BørneRiget, og jeg glæder mig til, det står færdigt – de fysiske rammer er afgørende for helbredelse og trivsel. Til den tid kan jeg læne mig tilbage, så der bliver altså tidligst tale om pension i 2024.

Redaktør