Ind i mellem må vi finde løsninger, der ikke står i manualen

Maj-Britt Kølln er lægesekretær på Øjenklinikken for børn og handicappede i Glostrup. Det indbefatter både sang for og et personligt forhold til patienterne.

​Interview fra Rigshospitalets magasin "IndenRIgs". 


- Mange af vores patienter er handicappede – ofte udviklingshæmmede. De kommer fra de er helt små, til de ikke er her mere. De har ting som Downs, Cornelia de Langes Syndrom eller andre former for udviklingsforstyrrelser og de kommer både her på hospitalet, ligesom vi har en udetjeneste, hvor vi kører ud til dem på skoler og bosteder.

- Jeg er lægesekretær, men reelt set lidt af en alt-mulig-dame og hjælper også til med at få patienterne behandlet. Når man arbejder med udviklingshæmmede og handicappede, må man indstille sig på en lidt anden arbejdsdag end de fleste. De kan bedst lide faste rammer og procedurer og kan blive utrygge, når de møder nogen, de ikke kender.

- Jeg har kendt nogle af patienterne, fra de var helt små og op i voksenalderen, så jeg kan godt lige blive hentet på kontoret, fordi der er én, der gerne vil hilse på. Andre gange er det er bedst, at det er mig, der tager imod og følger patienten ind til behandling og holder lidt i hånden og synger en lille sang.

- ’Mariehønen Evigglad’ og ’Lille Sommerfugl’ er nogle af dem, jeg synger mest. Så falder de ofte til ro. Nogle kan slet ikke holde ud bare at sidde i venteværelset. Det kan være en autist, der ender med at kravle rundt på væggen. Så må jeg ud at gå en tur rundt om sygehuset med patienten, så det hele kan falde lidt ned. Andre skal bare have et stort kram, når de kommer.

- Ind i mellem må vi finde løsninger, der ikke står i manualen. Men det at man ikke kan slå det op, gør dagen sjovere. Jeg har været her i 28 år, og der har ikke været to ens dage. Hver dag er du nødt til at tænke: ”Hm, hvordan får vi lige det her til at fungere?”

-Så af og til må jeg stå bagved lægen og lave ’Lille Peter Edderkop’, så patienterne glemmer, at de bliver undersøgt. Kollegerne griner nogle gange af det, jeg kan finde på, men man må møde patienterne, der hvor de er.

- Jeg har også været med til at undersøge én inde i en bus. Han ville ganske enkelt ikke ind i klinikken, men havde ikke noget i mod at blive undersøgt. Så bar vi alt udstyret ud i den bus, han kom i, og holdt undersøgelse der.

- Patienterne kan blive ret voldsomme. De er utrygge, de er angste og usikre på, hvad der skal foregå. Så med en forsigtig hånd, der lige holder benet eller armen, kan man undgå, at lægen bliver sparket eller slået.

- Det kan godt være barskt ind i mellem. Her kommer børn, der er meget syge, ligesom man møder forældre, der er rigtigt kede af deres børns svære situation, eller man møder socialt meget dårligt stillede familier, hvor jeg ikke kan lade være med at bekymre mig for dem.

- Men det giver også et stærkt sammenhold blandt medarbejderne. Vi er et godt hold med en stærk team spirit. Hvis man har en af de sager, der lige giver en mavepumper, er der altid en, man kan tage fat i og snakke lidt. Vi er gode til at bakke hinanden op på tværs af faglighederne.

- Det bedste ved mit arbejde er patienterne. At jeg kan mærke, at jeg hjælper dem. Vi havde for eksempel en lille pige, der absolut ikke ville dryppes i øjet. Hun stod og skreg ude på gangen, og jeg satte mig ned på gulvet ved siden af hende og fik hende overtalt til at lægge sig ned på sengen og så lod hun sig dryppe, selv hun om skreg og råbte hele vejen igennem.

- Et kvarter senere skulle hun så dryppes igen, og jeg satte mig ned og snakkede med hende igen. Hun lå ned og var helt rolig og lod sig dryppe uden problemer. Så siger jeg til hendes mor: ”Jamen, vi er da kommet til at tage det forkerte barn med ind – hende her hun råber slet ikke”. Så brød hun ud i et stort grin og siger ”Jamen, kan du slet ikke kende mig? Det er da bare mig, Maj-Britt”. Sådan en dag går jeg hjem med et stort smil på læben.


Redaktør