Når et barn bliver akut syg eller har været ude for en ulykke i Grønland, kan man som sundhedsfaglig risikere at stå alene i en bygd uden mulighed for at få kvalificeret hjælp, og overflytning til f.eks. Nuuk kan tage lang tid. Man er ofte alene, og man må hurtigt selv kunne tage stilling til næste skridt uanset om det er at lægge et drop, intubere eller noget helt andet. Det ved den erfarne anæstesisygeplejerske Pipaluk Thomsen fra Dr. Ingrids Hospital alt om. - Det er under disse forhold essentielt at vide hvordan du som sundhedsfaglig pågriber en akut situation, især når det kommer til børn, hvor tiden kan blive altafgørende, fortæller hun. Pipaluk var i 2014-2015 et år på Rigshospitalets Anæstesi- og Operationsklinik, hvor hun tog en specialistuddannelse i børneanæstesi.
Inspireret af kursus på Rigshospitalet
- Jeg deltog i forbindelse med min uddannelse i børneanæstesi på Juliane Marie Centret på et EPALS kursus (European Pediatric Advanced LifeSupport), hvor både Kaare Engell Lundstrøm og Lars Falcon var med som henholdsvis kursusleder og instruktør. Det var under dette kursus jeg først fik ideen til at bringe et lignende kursus op til Grønland, fortæller hun. Da jeg efter endt uddannelse tog jeg tilbage til Grønland, og blev ansat som specialeansvarlig på anæstesiafdelingen, Dronning Ingrids Hospital, satte jeg mig for mål, at bringe et kursus a la EPALS til Grønland, fortæller Pipaluk.
Kursus tilpasset grønlandske forhold
Jeg havde i forbindelse med mit ophold på RH fået et netværk af kompetente sundhedspersonale, både sygeplejersker og læger. Derfor vidste jeg præcis hvor og hvem jeg kunne headhunte op til Grønland, og i tæt samarbejde med Lars Falcon, Kaare Engell Lundstrøm og Linda Lundstrøm blev kurset en realitet. Fordi kurset ikke var et decideret EPALS kursus, havde underviserne god mulighed for at modificere kurset, så indholdet kunne tilpasses de grønlandske forhold, og det var i høj grad dét der gjorde, at kurset blev så vellykket. Der var over dobbelt så mange ansøgere til det første kursus, som kurset kunne bære, fortæller Pipaluk, som måtte igennem en større prioritering og udvælge deltagerne. Det første kursus blev afholdt i februar 2017. Kurset var nøje tilrettelagt ud fra internationale guidelines og standarder, og tilpasset grønlandske forhold. Kurset bestod af både kathedral undervisning, simulations- og færdighedstræning, hvor deltagerne trænede både vurdering af et kritisk sygt barn, genoplivning, luftvejshåndtering samt modtagelse og vurdering af traumebørn og neonatale børn. Kurset blev gentaget i september 2017. Begge kurser var overtegnede og flere måtte afvises, da scenarie- og færdighedstræningen kræver, at der er max 20 kursister ad gangen.
Kombination mellem teori og praksis
- Kombinationen mellem teoretisk tilgang, færdighedstræning og scenarietræning, gjorde, at jeg følte jeg kunne bruge alt det jeg lærte på kurset ude i praksis, jeg følte mig simpelthen bedre klædt på til at stå i akutte situationer med kritisk syge børn, og efter min mening en perfekt måde at lære på, og dermed få dét kompetenceløft, som EPALS kurset netop giver, forklarer Pipaluk
- Vi fik sammensat et rigtig godt tværfagligt program med elementer fra både anæstesi, neonatologi og pædiatri, fortæller Lars Falcon, der er meget begejstret for det tværfaglige samarbejde, hvor man samtidig får syn for andre fagpersoners måder at håndtere børn og kritiske situationer på. Jeg føler virkelig, at vi har givet kursisterne brugbare værktøjer til håndtering af det akut kritisk syge barn. Nogle af de ting, de står med, kan hos os synes banale, men når man står ude på et kystsygehus, er det essentielt at have nogle klare enkle redskaber og strukturerede tilgange til håndteringen af det syge barn. Det føler jeg, at vi har givet dem.
Som et konkret eksempel nævner Lars Falcon det at kunne sørge for, at et barn kan trække vejret. Hvis man ikke har mulighed for at intubere barnet (lægge et plastikrør ned i halsen for at kunne tilkoble en respirator), eller tilkalde en specialist, hvad kan man så gøre? - Det har vi vist dem eksempler på, så de har alternativer til intubering og kan få stabiliseret barnet og lægge en plan for videre behandling eller overflytning, hvis muligt.
Et succesfuldt tværfagligt samarbejde
Også Kaare Lundstrøm og Linda Lundstrøm har fået meget ud af det tværfaglige samarbejde; - Jeg synes, at det har været spændende og også givende at undervise i Nuuk, fortæller Kaare Lundstrøm. Det er meget anderledes at undervise på disse kurser i forhold til andre kurser i akut vurdering og behandling af børn, f. eks. EPALS. Vi var væsentligt færre instruktører for at begrænse udgifterne, og vi måtte i planlægningen hele tiden holde fokus på, hvilken hverdag kursisterne arbejder i. Der var mange eksempler på ting, hvor vi ikke blot kunne bruge de samme behandlingsalgoritmer som i Danmark. Et eksempel er, at der ikke er mulighed for trombocyttransfusion ved akut, svær blødning, og man har mange steder heller ikke ret meget eller måske slet intet blod til blodtransfusion. Kursisterne var på begge kurser også en meget heterogen gruppe med vidt forskellige baggrunde og kompetencer, men alle var meget motiverede.
Linda Lundstrøm er enig: - JMC's motto om, at 'Det er resultatet for patienten, der tæller", bliver meget synligt, når man står i Grønland og underviser læger og sygeplejersker, der kan 'komme ud for lidt af hvert'. Det har virkelig været et meget givende og i det hele taget fantastisk samarbejde, fortæller hun.
Ønsker en gentagelse
Pipaluk, der tog initiativet til kurset, fortæller, at evalueringen viser, at kurset er blevet taget godt imod. Der har således kun været positive tilkendegivelser fra deltagerne, og det fortæller mig også, at der har været et stort behov for at afvikle et kursus, hvor det akut kritisk syge barn er i fokus på tværs af professioner på Grønland, fortæller hun. Jeg har efterfølgende fået henvendelser med ønsker om et lignende kursus dog i andet set up, f.eks. basal og avanceret genoplivning af det nyfødte barn på fødegangen.
Temaet 'undgå ufrivillig fastholdelse' blev tilføjet kurset som en slags bonusmateriale. Desuden arrangerede vi i forbindelse med det andet kursus en forelæsning internt på Dronning Ingrids Hospital, Dette blev til en kæmpe succes med en overfyldt sal. Jeg kan tydelig mærke på min daglige gang på Dronning Ingrids Hospital, at der er øget fokus omkring ufrivillig fastholdelse af børn, og vi får henvendelser på forskelligartede problemstillinger, hvor vi i samarbejde med hinanden finder på en løsning, der er centreret omkring barnet, fortæller hun. - Jeg håber på en gentagelse, og jeg vil til slut sige tusinde tak til Lars Falcon, Kaare Engell Lundstrøm og Linda Lundstrøm for den støtte og hjælp de har givet mig, så drømmen om at få bragt et kursus i det akut kritiske syge barn på Grønland kunne realiseres, uden dem, var det ikke lykkedes, slutter Pipaluk.