Nu kan der hentes medicin i Rigshospitalets Café i Glostrup

​Et samarbejde mellem Glostrup Apotek og Caféen i Glostrup betyder, at patienter, pårørende og personale kan bestille receptpligtig medicin til afhentning i Caféen.

Det er blevet lettere at være patient og pårørende på hospitalet i Glostrup. Hvis man har brug for receptpligtig medicin, når man skal udskrives eller kommer på hospitalet, er der mulighed for at hente medicinen direkte i cafeen på Rigshospitalet, Glostrup. 

Apoteker Kristian Østergaard, Glostrup Apotek, er glad for det nye samarbejde: 
- Vi vil gerne styrke tilgængeligheden og gøre det nemmere for de borgere, der har brug for medicin, når de udskrives eller kommer på hospitalet til et ambulant besøg, fortæller han. 

Hvis en patient ønsker at få sin medicin udleveret på hospitalet, skriver lægen det på, når recepten udskrives. Glostrup Apotek leverer så den færdigpakkede medicin til cafeen to gange om dagen alle hverdage. Medicinen kan afhentes i cafeens åbningstid, som er frem til klokken nitten. Ønsker patienten at hente anden receptpligtig medicin, som allerede er udskrevet, kan det bestilles ved at ringe til apoteket eller via apotekets hjemmeside. 

Op til starten på det nye tilbud er medarbejderne i cafeen blevet undervist i opbevaring, udlevering og håndtering af medicin, fortæller souschef Lars Buhl fra Servicecentret: 
- Medarbejderne er vant til at håndtere sikker opbevaring af madvarer, og de er især glade for at få mulighed for at hjælpe patienter, der kan have svært ved at komme forbi et apotek på vej hjem for at hente medicin, siger Lars Buhl. 

Medicinen opbevares i særlige aflåste skabe i caféen. Receptpligtig medicin opbevares i caféen i 14 dage, hvorefter det sendes retur. 

I forbindelse med det nye tilbud tilbyder cafeen desuden plejeprodukter og håndkøbsmedicin fra Glostrup Apotek. 

Ordningen med medicinudlevering kører foreløbig i tre måneder, derefter evaluerer Glostrup Apotek og Rigshospitalet erfaringerne og vurderer, om medicinudleveringen skal være et fast tilbud.  



Redaktør