Neurokirurgisk Klinik henter professor fra Karolinska

​Tiit Mathiesen tiltræder 1. juni 2017 stillingen som klinisk professor og overlæge i neurokirurgi i Neurocentret på Rigshospitalet og ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Med den nyoprettede stilling ønsker Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet i samarbejde med Københavns Universitet at styrke ledelsen inden for klinisk forskning og undervisning.

Tiit Mathiesen kommer fra en stilling som overlæge i Neurokirurgi og adjungeret professor på Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm, hvor han har startet og ledet en tværfaglig skull base-gruppe. I Neurokirurgisk Klinik skal Tiit Mathiesen arbejde inden for det højt specialiserede område skull base-kirurgi, som er komplicerede operationer tæt på kraniebunden. Tiit Mathiesens særlige fokusområde har igennem en lang årrække været meningeomer lokaliseret på kraniebunden. Derudover har han en stærk profil inden for neuro-karkirurgi og intraventrikulær kirurgi med operationer af hjernens blodkar og hulrum.

 Tiit Mathiesen har forskningsmæssig baggrund i virologi og immunologi med studier af det inflammatoriske respons ved hjernetraumer. Han har en stor klinisk videnskabelig produktion og er Editor in Chief for Acta Neurochirurgica. Derudover har han udviklet teoretisk undervisningsmateriale, hands-on undervisningsforløb og internationale forelæsninger samt kurser om etik og neurokirurgiske emner.

-  Neurokirurgisk Klinik er et yderst interessant sted, hvor jeg ser rig mulighed for at bidrage til videreudvikling af afdelingens stærke position og skabe sammenhæng mellem forskning, det omgivende samfund og behandling af patienter. Mine erfaringer og netværk passer godt ind i den akademiske og kliniske struktur, og jeg ser frem til at bidrage til den internationale forskning og uddanne dygtige kandidater og Ph.D'er, siger Tiit Mathiesen, professor ved Københavns Universitet og overlæge i Neurokirurgi ved Rigshospitalet.

Neurokirurgisk Klink i Neurocentret på Rigshospitalet foretager operationer i hjerne og nerver på et højt specialiseret niveau. Hvert år foretages mere end 3.600 neurokirurgiske operationer. Neurokirurgisk ambulatorium har ca. 10.000 ambulante konsultationer på årlig basis. 

For yderligere oplysninger kontakt

Jannick Brennum
Klinikchef, Neurokirurgisk Klinik
E-mail: Jannick.Brennum@regionh.dk
Tlf.: 3545 5845

 


Redaktør