Først menneske, så professionel

​Socialsygeplejerske Jane Bach koordinerer indsatsen til socialt udsatte og særligt psykiske sårbare patienter.

- Patienterne kan være alt fra mennesker i misbrugsbehandling folk, der bøvler med alkohol, psykisk syge. Udsatte unge, hvor der pludselig er kommet en graviditet oven i uden, at der er tale om misbrug. Mange har ingen bolig, nogle et liv, hvor tingene er ved at falde fra hinanden.

- Hvis man har mange udfordringer i sit liv, mangler bopæl, er misbruger … der kan være mange ting, der gør det svært at modtage en behandling, som de fleste andre kan modtage. 

-Det er nok ikke politisk korrekt at sige det, men nogle mennesker skal have positiv særbehandling. Hvis behandlingen skal lykkes, så er det bare sådan. Det er ikke nok at kigge på sygdommen, du skal kigge på hele personen. For eksempel en hjemløs, der har brækket begge ben, kan du ikke udskrive til gaden.

- For nylig havde jeg en patient med et brandsår. Der var gået ild i hans lejlighed, og den var et stort sodarrangement. For at en sådan patient skal få udbytte af sin behandling, er det vigtigt at kontakte kommunen og få dem på banen, så han kan få omsorgsophold, få lejligheden sat i stand, at han kan få pleje og omsorg efter udskrivelsen og få tilknyttet en støtte/kontaktperson, så han ikke kommer hjem til ingenting.

- Nogle dage har jeg måske én-to patienter, andre fem-seks. En patient kan tage flere timer, de skal først på besøg på flere klinikker, først røntgen, så blodprøve, så samtale med læge. Ind i mellem skal de følges tæt rundt i huset og også ud af huset. 

- Jeg havde en sag forleden, hvor jeg tog med patienten hjem og fik arrangeret låsesmed - hun havde mistet sine nøgler og kunne ikke klare den selv. Så har jeg friheden til at sige ’jeg følger med dig, og så får vi det her ordnet’. Jeg kan gøre nogle lidt andre ting, end man ellers kan som sygeplejerske på en afdeling.

- Jeg er privilegeret, fordi jeg har tid til og mulighed for at finde ud af, hvordan patientens verden ser ud. Primært forsøger jeg at prioritere de ting, der fylder hos patienten. 

- Nogle gange kan det være svært overhovedet at få dem på hospitalet. Vi arbejder tæt sammen med væresteder, Kirkens Korshær, Røde Kors, kommuner og de andre socialsygeplejersker i Region H.

- Vi kan heller ikke gøre en forskel uden personalet i afdelingerne – alt foregår i samarbejde med dem. Personalet her på stedet er rigtigt gode til at strække elastikken og finde løsninger, der ikke kommer fra den almindelige kasse.

- Vi havde en patient, der rodede i andre patienters ting og gik på opdagelse i hele afdelingen. Hygiejnen var heller ikke helt i top, men personalet satte lidt ekstra ressourcer på hende og gav hende enestue. Personalet er gode til at tænke kreativt i svære situationer. Det gjorde, at patienten kunne modtage sin behandling

- Det lyder måske lidt floskelagtigt, men jeg er ret fordomsfri og prøver at møde folk i øjenhøjde. At give dem plads og lade dem fortælle og så oprigtigt interessere mig for det, de fortæller. Det kommer man langt med. Først menneske, så professionel. Mødet med det andet menneske er vigtigt for mig.

- Jeg har været sygeplejerske i 30 år.  Arbejdet på skadestue, intensiv, med brystkræftramte. Jeg stod et sted for 12 år siden, hvor jeg selv blev dybt og inderligt ramt familiemæssigt, uden at jeg vil gå i detaljer. Der kan ske noget i livet, man ikke har kontrol over, alle kan være sårbare.  Jeg gjorde op med mig selv, at nu ville jeg noget andet. Jeg spurgte mig selv, hvad der havde givet mig den største arbejdsglæde, og det var arbejdet med det psykosociale.

- Nogle af skæbnerne bliver siddende - selvfølgelig der nogle, der kryber længere ind under huden end andre. Alt andet ville være mærkeligt. Jeg tager dem med mig, men det er ikke noget, der tynger mig.

- Når man har givet et patientforløb videre til andre myndigheder, kan den godt poppe op: ”Hvordan mon det går nu?”. Jeg følger ofte telefonisk op, og det kan være utroligt tilfredsstillende at have et af de opkald, hvor man kan høre, det er gået fremad. Jeg vil gerne have, at det går dem alle sammen godt, men sådan er virkeligheden bare ikke. 



Redaktør