Legat skal give svar på, hvad der styrer væskebalancen i hjernen

​Professor Marianne Juhler, Neurokirurgisk Klinik - Neurocentret, modtager legat på 14,8 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Ubalance i hjernevæsker har alvorlige konsekvenser og vi skal derfor forstå, hvad der styrer produktionen af væsker.

Det undersøger projektet “Hydrocephalus patients - novel approaches towards telemetric monitoring and pharmacological management of the intracranial pressure”, som er et translationsforskningssamarbejde mellem professor Marianne Juhler Neurokirurgisk Klinik, Rigshospitalet og Nanna MacAulay, Center for Neuroscience, Panum Instituttet, KU.

Legatet på 14,8 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden skal bruges på at identificere de molekylære mekanismer, der ligger til grund for sekretionen af hjernevæske og deres deregulering hos hydrocephaluspatienter (patienter med vand i hovedet). 

- ”Vi har endnu ikke identificeret de molekylære mekanismer, der styrer vandbalancen i hjernen, og derfor behandles hydrocephalus kirurgisk ved at en "ventil" opereres ind og indsættes i hjernens ventrikulære system. Denne "ventil" har en gennemsnitlig levetid på ca. 4 år, og patienterne udsættes derfor for gentagne neurokirurgiske operationer gennem hele livet. Formålet er at finde molekylære angrebspunkter, der vil kunne udvikles til farmakologisk behandling for patienter med hydrocefalus som supplement til den nuværende kirurgiske behandling”, fortæller professor Marianne Juhler.

På Hydrocephalusforeningens hjemmeside kan du se en film, hvor Marianne Juhler fortæller om hvad Hydrocephalus egentlig er.


Redaktør