Søren M. Bentzens bidrag til forskning i vævsskader efter stråleterapi er sandsynligvis det vigtigste, der indtil nu er publiceret indenfor dette felt. Sådan lyder en af begrundelserne for, at det amerikanske selskab for stråleonkologi, ASTRO, i år tildeler adjungeret professor Søren M. Bentzen fra Rigshospitalet en guldmedalje. Æresprisen er en "life-time award", som gives til topforskere, der betragtes som verdensførende.

Søren M. Bentzen er uddannet fysiker og matematiker fra Aarhus Universitet i 1981 og er i øjeblikket leder af enheden for biostatistik og bioinformatik i afdelingen for epidemiologi og folkesundhed på University of Maryland School of Medicine i Baltimore, USA. Han er samtidig tilknyttet Rigshospitalet som adjungeret professor i Onkologisk Klinik.
I en af indstillingerne til prisen fremhæves Søren M. Bentzens bidrag til at udvikle mere sikker stråleterapi til kræftpatienter.
"Hans arbejde med matematisk modellering af dosis-fraktionering har været essentielt for, hvordan vi kan bruge stråling sikkert i klinikken," skriver et medlem.
I det meste af sin karriere har Søren M. Bentzen beskæftiget sig med forskning indenfor sundhedsområdet. I 1986 færdiggjorde han sin ph.d.-forskning i matematisk analyse indenfor billeddiagnostik og i 1994 fik han en medicinsk doktorgrad i kvantitativ klinisk strålingsbiologi – begge ved Aarhus Universitet. I mellemtiden nåede han blandt andet at være gæsteforsker ved University of Texas MD Anderson Cancer Center, hvor han forskede i strålebehandling af kræft.
Søren M. Bentzen brænder for forskning og matematik, og det har blandt andet ført til 400 publicerede artikler, omkring 1.400 videnskabelige citationer per år og mere end 300 foredrag ved videnskabelige kongresser.
Søren Bentzens forskning er også blevet anerkendt i Danmark. I 1998 modtog han de danske kræftlægers hæderspris, Onkologiprisen, hvilket er første og eneste gang, at prisen er givet til en forsker, der ikke er lægeuddannet. I 2013 modtog han Rigshospitalets Internationale KFJ Pris, og i 2016 modtog han de danske kræftforskeres hæderspris, Gårdejerprisen.
Guldmedaljen til Søren M. Bentzen bliver overrakt på ASTRO's årlige videnskabelige kongres i San Diego, USA d. 24-27. september.
Læs ASTRO's beskrivelse af Søren M. Bentzen og to andre prismodtagere her