Patienters egne celler til kamp mod kræft

Rigshospitalet skal udvikle og teste skræddersyet kræftbehandling ved at anvende patienters egne celler. Det sker i nyt projekt sammen med Københavns Universitet og globale aktører fra medicinalindustrien. 

Rigshospitalet, Københavns Universitet og en række private partnere er gået sammen for at behandle kræftpatienter med en langt større nøjagtighed end set før ved at anvende patienternes egne celler til at identificere den bedst mulige behandling. 

Når kræftceller spreder sig fra den primære tumor til andre dele af kroppen, kaldes det metastaser. Metasatser er yderst komplekse, og ofte reagerer patienter med den samme kræfttype ikke ens på behandling.

Dette nye projekt vil etablere en skræddersyet medicinsk tilgang til at identificere effektive behandlingsmuligheder for individuelle kræftpatienter med metastaser og involverer et allerede etableret klinisk program på Rigshospitalet, hvor molekylerne fra patientens egen kræfttumor bliver analyseret.

Dette prækliniske program for skræddersyet kræftmedicin vil muliggøre præscreening af lægemidler for at identificere den optimale behandlingsstrategi for den enkelte patient ved at anvende patientens egne celler, som er blevet dyrket i laboratoriet og testet med en række potentielle anti-kræftlægemidler.

Ved netop at anvende patientens egne celler i samspil med den molekylære analyse og dermed skabe en individuel behandlingsstrategi håber holdet bag projektet også at udvikle en platform for fremtidig udvikling af nye og målrettede lægemidler i samarbejde med lægemiddelindustrien.

- Med denne bevilling fra Innovationsfonden har vi mulighed for præcist at matche patienter med den behandlingsmulighed, som har den bedste chance for at standse deres kræft i at udvikle sig. For alt for mange patienter med metastaser er behandlingen ikke effektiv, og bivirkningerne kan være traumatiske. Vi er utrolig glade for at få muligheden for at tilbyde patienter den mest effektive behandling og lære mere om, hvorfor noget medicin virker for nogle, men ikke i alle situationer, siger Janine Erler, professor ved Biotech Research & Innovation Centre (BRIC), Københavns Universitet.

Projektet, som vil være baseret på BRIC og Rigshospitalets Fase 1-enhed, skal køre i tæt samarbejde med de farmaceutiske virksomheder AstraZeneca, Roche A/S og MSD. BRIC bidrager med stor ekspertise i forskningen af metastaser, mens holdet på Rigshospitalet har bred viden og erfaring i at føre forskningsresultater direkte ind i klinikken til de berørte patienter. De farmaceutiske partnere bidrager med deres adgang til et bredt register af anti-kræftmedicin samt deres langvarige erfaring inden for forskning og innovation.

Projektet har netop modtaget en bevilling på 15 mio. kr. fra InnovationsFonden.

Redaktør