U-TURN: Forskning på TV

​Hvad sker der når et forskningsprojekt kører parløb med et tv-program? Bente Klarlund fortæller om sine erfaringer

Chris MacDonald og Bente Klarlund

​En U-turn deltager får svar på hvad 3 måneders intensiv træning har betydet for hans blodsukker. Deltagerne i tv-rpogrammet og forskningsprojektet følger samme træningsprogram, kostråd og søvnrådgivning, men tv-deltagernes data indgår ikke i forskningsprojektet. Foto: DocEye

Siden begyndelsen af januar har man i tv-programmet U-turn på DR1 kunnet følge Chris MacDonald og 6 type 2 diabetikeres kamp for at komme i form og måske få et liv uden piller. Bag programmet ligger et større forskningsprojekt som undersøger, om man kan opnå de samme resultater i et klinisk kontrolleret forsøg:

- Vi har alle sammen set Chris MacDonald udrette mirakler på tv, men hvad kan man opnå, hvis man gør det samme uden Chris MacDonald og de snurrende kameraer som motivation? Det er det, vi undersøger i vores forskningsprojekt, fortæller professor Bente Klarlund Pedersen fra TrygFondens Center for Aktiv Sundhed (CFAS) på Rigshospitalet.

I forskningsprojektet U-turn 2 har forskerne fra CFAS undersøgt om fysisk aktivitet, sund kost og god søvn kan forbedre blodsukkerkontrollen hos mennesker med type 2 diabetes til et niveau, hvor de kan mindske medicinforbruget.

Påvirker det ikke forskningen?

Samarbejdet mellem CFAS og Chris MacDonald kom i stand gennem TrygFonden, der har støttet både tv-programmet og forskningscentret, og selvom Bente Klarlund har deltaget i mange formidlingsprojekter,  er det første gang, at hun og CFAS deltager i et tv-program, der kører parallelt med et forskningsprogram. Derfor har de også gjort sig mange tanker om, hvordan de kunne undgå at tv-programmet påvirkede forskningsprojektet:

- Deltagerne i tv-programmet følger vores træningsprogrammer og vi tester dem, men deres data indgår ikke i forskningsprojektet. Og TV-programmet har ikke nogen indflydelse på vores forskning, ligesom vi jo heller ikke har haft nogen indflydelse på tv-programmet. Vi har også sørget for, at vores indsamling af data var afsluttet, inden programmet blev sendt, for at deltagerne i forskningsprojektet ikke skulle blive påvirket af programmet og omtalen, fortæller Bente Klarlund Pedersen.

Forskningsformidling med bred appel

Det har været en ny oplevelse at invitere et tv-hold indenfor og lade dem følge forskningen, mens den foregår, men det ligger godt i forlængelse af, at CFAS fra start har prioriteret populærvidenskabelig forskningsformidling direkte til slutbrugerne:

- Tidligere havde jeg et grundforskningscenter og der var forskningsformidling mere en hobby for mig. Nu har jeg et forskningscenter, der er finansieret af TrygFonden, og her er det en del af vores opgave at formidle vores forskning, fortæller Bente Klarlund, der dog synes, det er svært at sige noget konkret om effekten af denne form for forskningsformidling:

- Jeg bliver da kontaktet af enkeltpersoner, som skriver til mig: ”Nu har jeg lavet min egen U-turn”, men jeg synes det er svært at sige noget om, hvilken effekt det har, at vores forskning bliver eksponeret i et tv-program. På sigt kunne det være rigtigt interessant at forske i effekten af forskellige former for forskningsformidling.

Et liv uden piller?

Efter 3 måneder kunne 5 af de 6 deltagere i tv-programmet tage mindre diabetesmedicin, og i forskningsprojektet kunne halvdelen af de ca. 100 deltagere få reduceret deres diabetesmedicin efter 3 måneder, men kan livsstilsændringerne holdes og kan deltagerne blive helt medicinfri?
- Vi har ikke publiceret resultaterne endnu, så det kan jeg desværre ikke afsløre, svarer Bente Klarlund med et stort smil.




Redaktør