Livline for organmodtagere

Mette Gotlieb koordinerer og timer indsatsen mellem sygehuspersonale i hele landet og de modtagende patienter, når en mulig organdonor dukker op.



​Mette Gotlieb er uddannet sygeplejerske og arbejder som transplantationskoordinator. Hun er tovholder mellem donor, personalet, som passer donor, kirurger, læger og andet personale samt patienterne, som skal transplanteres.

Mette Gottlieb fortæller om sit arbejde i serien ”Tæt på” i Rigshospitalets magasin IndenRigs: 

- Det starter med, at jeg bliver ringet op af en kollega fra et hospital i Danmark med en mulig donor af hjerte, lunge, nyrer, lever og bugspytkirtel. Jeg går i donorregistret og ser om vedkommende er opført der. De fleste er ikke registreret, og så skal de pårørende tage stilling.

- Det er oftest, at donoren er ramt af en hjerneblødning. Det er sjældent trafikulykker, for der bliver organerne tit ødelagt. Donoren kan være alle aldre lige fra et barn til et ældre menneske.

- Hvis der skal doneres, så går jeg i gang med at skaffe så mange helbredsoplysninger om den potentielle donor som muligt - det er vigtigt for det videre forløb. Der er forskellige undersøgelser, blodprøver med videre, inden vi finder ud af om, der er egnethed.

-  Så venter vi på, at patienten erklæres hjernedød, og så skal alt bare klappe. Udtagningshold med kirurg fra hvert speciale, sygeplejersker med mere skal afsted, og her på stedet skal et transplantationshold stå klar, for organerne holder kun få timer. De tages ud og kommer hertil i bil eventuelt med fly via Kastrup.

- Når de tekniske ting er afklaret, ringer jeg til patienterne. Ofte kan jeg høre, at de lige synker og trækker vejret en ekstra gang. Jeg giver dem tid til at sunde sig og bombarderer dem ikke med info, selv om det skal gå stærkt. Den stilhed er bevægende hver gang.

- Nogle patienter er så cool og afklarede, at jeg forklarer det to gange for at være sikker på, at de har forstået det hele. De fleste bliver lidt rundt på gulvet, nogle går lidt i panik. Jeg kan huske en, der sagde ’Jamen, det kan jeg ikke. Jeg skal holde børnefødselsdag på mandag’, hahaha. Hun kom nu alligevel.

- Efter transplantationen ringer jeg og hører, hvordan det gik. Jeg ringer også til donorens hospital. Nogle pårørende til donoren har et behov for at høre, hvordan det er gået. Midt i alt det frygtelige, giver det mening. Ikke bare for de pårørende, men også for personalet. Det er krævende at passe en donorpatient.

- Ind i mellem vil modtagerne gerne sige tak. Der kan gå både ganske kort tid og flere år, så er der pludselig et opkald. Det er oftest forældre til børn, der har fået et organ, som gerne vil udtrykke taknemlighed, og så kan de skrive et brev, som går gennem os. Jeg læser censur på det, så vi er helt sikre på, at anonymiteten bevares.

- Det er en meget rørende proces, og det er helt vildt, så tæt man kommer på de mennesker uden at kende dem. Jeg holder altid lidt øje med, hvordan det går patienterne efter transplantationen, men jeg tror, at man skal holde tingene adskilt, så jeg går aldrig ind bagefter og præsenterer mig, men holder mig på afstand.

- Jeg har vagt cirka hver fjerde dag, resten af tiden er det papirarbejde. Når jeg har vagt, er jeg på. Jeg sover anderledes om natten, kroppen er i en slags beredskab. De fleste af vores forløb foregår om aftenen eller natten. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er det bare.

- Jeg har prøvet at have fire donorer på én dag, det var frustrerende, men det lykkedes. Så er det op på adrenalinen og falde sammen senere. Jeg tjekkede min telefon bagefter, på seks-otte timer havde jeg haft 550 opkald frem og tilbage.

- Når tingene lykkes, får jeg sådan en ’YES!-følelse’. Men det sker også, at det ikke går, og patienten dør efter nogen tid. Så tænker jeg, at det var godt, at de i det mindste fik muligheden, og at der er gjort alt, der kunne gøres. Transplantation er den sidste udvej, så der er gjort alt. Nogle af skæbnerne banker ind i mellem på i eftertanken.

> Læs hele IndenRigs for marts 2017 her (pdf, åbner i ny fane)




Redaktør