Det er stadig meget stigmatiserende at være hiv-smittet

​Tilliden fra hiv-smittede fylder meget i sygeplejerske Susanne Kriegel Pedersens arbejdsliv. Det giver et tæt forhold til patienterne, hvor samtalen betyder meget.

​Susanne Kriegel Pedersen kommer tæt på patienter med hiv. Mange af dem fortæller ikke andre om deres sygdom af frygt for at blive stemplet. 

- Jeg er assisterende afdelingssygeplejerske i Infektionsmedicinsk Klinik, og min opgave er blandt andet at have kontakt til og rådgive patienter. Det er overvejende hiv-smittede, men også patienter med hepatitis og en smule tuberkulose og tropesygdomme. 

- Jeg vil helst have med patienter at gøre. At gå til møder eller at sidde og lede er og skal være en mindre del af mit arbejde, den menneskelige kontakt er det vigtigste. Jeg kender mange af patienterne rigtig godt. Den yngste er 18 år – den ældste er 87, både mænd og kvinder – og de er alle meget forskellige mennesker med meget forskellig baggrund.

- Samtalerne handler meget om medicin, indtagelse af denne og blodprøver, men også om alt muligt andet end hiv. Jeg snakker måske med én om stress, med én hvis mormor lige er død, én hvis kæreste har slået op. Fordi det rent sygdomsmæssigt går godt, så er der overskud til at tale om andre ting. 

- Patienterne viser en enorm tillid. De fortæller om seksuelle aktiviteter, en ny kæreste, om arbejde, om deres glæder og sorger. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan noget ville jeg da aldrig selv turde fortælle til nogen. Men det er skønt, at de tør betro sig, og det er meget givende.

- Man får – tjah, ikke et venneforhold – men et meget tæt forhold. Jeg har været her i 17 år, og der er hiv-smittede, jeg har fulgt fra, hvor de kunne blive smaddersyge og til nu, hvor de trods sygdommen sagtens kan passe et arbejde og have et almindeligt liv. 

- Det har været enormt spændende og opløftende at have været tæt på udviklingen af hiv-behandlingen. At gå fra med en løftet pegefinger at sige: ”Du kan lige vove på at have sex med nogen uden kondom” til nu at sige: ”I kan roligt få børn uden nogen risiko” til et ægtepar, hvor den ene er smittet. 

- Det er stadig meget stigmatiseret at være hiv-smittet, og mange vil ikke dele det af angst for at blive stemplet. Jeg ville ønske, at flere af de kendte ville stå frem. Det ville hjælpe på at gøre det mindre stigmatiserende. Men jeg forstår også godt, at de ikke vil. Man risikerer at blive ham den kendte, der er hiv-smittet i stedet for at være skuespilleren, bankmanden og så videre.

- Jeg har en patient med et godt job. Den eneste, der ved, at han er smittet, er hans mand. Han fortalte forleden, at der kom en nær ven og sagde, at han var hiv-smittet. Men min patient sagde ikke: ”Det er jeg også, det skal nok gå”, han turde ikke sige det. Jeg forstår det godt, men jeg synes det er ærgerligt. Mange pakker det sammen og lægger det ind i et hjørne af hjernen, så de ikke behøver at tænke på det. 

- Det er ikke let for nogen at skulle fortælle, at du er homoseksuel, dernæst at du er hiv-smittet. Det er heller ikke let for de heteroseksuelle. Alle føler skyld og skam. Men det er særligt svært, hvis du kommer fra en kultur eller et land, hvor homoseksualitet er et tabu. De kan være meget bange for at blive opdaget. Vi giver ikke patienter med samme baggrund konsultationer, der støder op til hinanden for at sikre, at de ikke mødes. 

- Især homoseksuelle muslimer har det svært. Det tager tit lang tid og mange samtaler at nå ind til dem. De siger det ikke til nogen og kan blive meget ensomme. Det kan hjælpe at få dem til at tale med en smittet fra samme land eller med samme baggrund, men de er meget bange og vil som oftest slet ikke tale med andre end os. 

- Det bedste er, når patienterne er glade for det, jeg gør for dem, hvad enten det er en personlig samtale eller en snak om medicin. Jeg føler en stor professionel tilfredsstillelse, når en patient går glad ud af døren efter at have vendt tankerne med mig. 

- Det værste er, hvis man ikke kan hjælpe dem, når de har det psykisk dårligt. En ikke-dansk patient begik selvmord, og jeg er sikker på, at det var fordi, han ikke kunne håndtere det at være hiv-smittet. Det var frygteligt ikke at kunne hjælpe, selv om jeg godt ved, at jeg ikke kan hjælpe alle. Det værste var, at jeg godt kunne forstå, at han gjorde det. Han blev tyranniseret af sin familie. Jeg havde sgu nok gjort det samme.



Redaktør