Nordfløjen vokser indvendigt

​​Det indre af Nordfløjen tager form efter færdiggørelsen af det ydre hus, også selv om det våde sommervejr driller håndværkerne.

​”Byger, som går og kommer, det er den danske sommer”, lyder det i Thøger Larsens klassiker ”Danmark, nu blunder den lyse nat”– og det er ikke kun de sommerferierende danskere, der har mærket til det ustabile vejr.

Også for de op mod 200 håndværkere, der er i fuld gang på Nordfløjen har sommervejret været en drilsk omgang.

- Vi er stort set færdige med det man kan kalde råhuset – selve skallen og facaden er stort set på plads, men skybruddene har været lidt af en udfordring, fordi taget ikke er helt færdigt, siger byggedirektør Henrik Eriksen.

Byggedirektør Henrik Eriksen foran Nordfløjsbyggeriet på - endnu - en våd og regnfuld sommerdag

De mange regnskyl har derfor betydet lettere forsinkelser undervejs.

- Det er blevet udskudt nogle ting, der skal laves indvendigt, fordi der skal være helt tørt, før du kan gå videre med næste step, siger Henrik Eriksen, der har godt 50 pumper klar, til når regnen siler ned.

Byggeriet buldrer videre
Men ellers skrider byggeriet fremad.

- Vi er i fuld gang med at sætte vægge op og skabe lokalerne, som de skal se ud, siger Henrik Eriksen og peger på hvide gipsvægge, gulve og lofter, der tager form og så småt får bygningen til at se beboelig ud.


Et hospital begynder at tage form...

I hvad der bliver receptionsområdet, tårner den syv etager store vindeltrappe sig op. Endnu er den omgærdet af stillads, men dens knejsen midt i det store lokale giver store forventninger til det færdige byggeri, mens det andetsteds kan være svært at forestille, hvad der skal ske.

Nordfløjens store indvendige vindeltrappe - i frøperspektiv

- Her kommer for eksempel til at ligge en cafe med et stort udeområde, smiler Henrik Eriksen og peger ud på en grålig betonflade, der stort set er dækket af en stor brun vandpyt lige uden for hovedindgangen til Nordfløjen.

Lyddæmpende rum
Arkitekterne har arbejdet meget med akustikken i Nordfløjen, og det kan høres– eller rettere ikke høres. På trods af, at stedet stadig er en byggeplads, hvor håndværkernes maskiner dagligt brøler løs, er det slående, hvor stille, der er i bygningen.

I hvad der skal blive et stort kontorlokale er det allerede nu svært at høre folk, der taler sammen i den ene ende, hvis man står i den anden.

- Allerede nu er her en meget god akustik - lyden er meget dæmpet. Det skyldes det intelligente lyddesign, og det fungerer virkelig efter hensigten. Det her bliver både et godt sted at arbejde og være patient, siger Henrik Eriksen og klapper gipsvæggen venligt.

Nordfløjen forventes at være klar til indflytning  i løbet af 2019


Redaktør