Merete Lange konstitueret centerdirektør i JMC

Juliane Marie Centret har fået en ny centerdirektør; Merete Lange er 1/8 tiltrådt som konstitueret centerdirektør og overtager posten efter Kurt Stig Jensen, som har fået ny stilling som vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital.


Merete Lange er 45 år og uddannet cand.scient.pol. Hun kommer til Juliane Marie Centret med ledelseserfaring fra både det regionale og politiske niveau og senest fra Rigshospitalet. Merete var i perioden 2008 – 2011 chef for Direktions- og formandssekretariatet i Region Hovedstaden har siden 2011 været leder af direktionssekretariatet på Rigshospitalet. Hun kender således både Rigshospitalet og JMC rigtig godt.

  - Da jeg blev spurgt, om jeg ville springe til som konstitueret centerdirektør for JMC, sagde jeg straks ja, fortæller Merete Lange. - Jeg kender JMC fra flere sider og værdsætter især det stærke værdigrundlag, der kendetegner centrets ansatte med høj faglighed, og det at familier og patienter altid sættes i fokus. Det hold ville jeg gerne bidrage til, og jeg glæder mig til samarbejdet med alle i JMC, både ansatte, patienter, pårørende og samarbejdspartnere.

Merete Lange er vant til at arbejde strategisk med alt fra mindre sager til større strategiske satsninger. Hun har bl.a. været en af hovedkræfterne bag processen, som mundede ud i Rigshospitalets nye handlingsplan for styrkelse af forskningen. 

Ledelsesmæssigt vægter Merete den involverende tilgang og hun går op i at sikre fremdrift og sammenhæng mellem den daglige drift og det strategiske niveau.

- I mit daglige virke er jeg meget optaget af, at de beslutninger og visioner, vi sammen definerer som mål for vores indsats også bliver fastholdt og ført ud i virkeligheden, fortæller Merete.

Merete Lange er konstitueret centerdirektør for Juliane Marie Centret i perioden 1. august 2017 til 1. februar 2018.



Merete Lange er gift og har tre børn i alderen 8, 11 og 13 og bor i Værløse. 

Redaktør