Tårnhøje kraner, skurvognsparker og gule hjelme i massevis er blevet en fast del af dagligdagen på Rigshospitalets to matrikler. Nogle steder skyder bygninger op og giver os en visuel forsmag på, hvad der venter, mens andre byggeprojekter stadig kun eksisterer på tegnebrættet.
Men nu har du mulighed for at få en grundig opdatering på alle Rigshospitalets igangværende og kommende byggerier, når begge hospitalets matrikler inviterer alle interesserede borgere til:
Åbent Hus søndag den 3. september kl. 10.00-13.00.
- I forhallen både i Glostrup og på Blegdamsvej.

Der bygges på livet løs på Rigshospitalets matrikler
Vi bygger for livet
Vi bygger for livet lyder sloganet for landets mange hospitalsbyggerier, der har det klare formål at sikre et omfattende fagligt løft på alle hospitaler, så alle i Danmark får adgang til den bedste og mest effektive behandling.
Tilmeldingsfristen er 1. september 2017.
Rigshospitalet Glostrup
I Glostrup kan du høre om det nye hovedpinecenter, som snart kommer til at tilbyde de bedste rammer og behandlingsmuligheder for hovedpinepatienter, og om Neurorehabilteringshuset, der vil samle patienter med skade på hjerne og i rygmarv fra hele Østdanmark og tilbyde dem den bedste pleje, behandling og genoptræning. Dagen vil byde på spændende oplæg, mulighed for at se et exoskelet og en robotarm "in action" samt musik og smagsprøver fra eget køkken.
Rigshospitalet Blegdamsvej
På Blegdamsvej kan du høre eksperter fortælle om fremtidens behandling i de nye bygninger og deltage i workshop om det nye børnehospital.
Smag på maden, gå med på rundvisning og deltag i konkurrencen om en eksklusiv tur på helikopterplatformen eller taget på den nye Nordfløj, hvor du kan se det hele oppefra.
Hvis du har spørgsmål til arrangementet, så kontakt Jesper Sloth Møller, Kommunikation & Presse, 35453671/ jesper.sloth.moeller@regionh.dk