TV: Forskning betaler sig

​Forskning fra Rigshospitalet har været med til at spare samfundet for ca. 40 mio. kr. til behandling af blodforgiftning.  Se eller gense DR’s indslag om offentlig støtte til forskning. 

Dette års finanslovsforhandlinger har endnu engang ført til en debat om, hvor meget statslig støtte den frie forskning bør få. I DR’s nyhedsudsendelse 21 Søndag blev Rigshospitalets forskning i behandling af blodforgiftning fremhævet som et godt eksempel på, hvorfor det kan betale sig at investere offentlige kroner i mere forskning. 

På Intensiv Terapiklinik har forskning med professor Anders Perner i spidsen ført til, at man har erstattet en relativ dyr medicinsk behandling af blodforgiftning med en saltvandsbehandling. Anders Perner fortæller i DR-indslaget, at den ændring i rutiner på fem år har sparet 700 menneskeliv og 40 millioner kroner i medicinudgifter. 

Anders Perner er leder af Centre for Research in Intensive Care (CRIC), som - med støtte fra Innovationsfonden – undersøger, om behandlingerne til landets intensivpatienter samlet set gavner patienterne. 

Regeringen har i finanslovsudspillet sat 400 mio. kr. ekstra af til den frie forskning efter nogle år med faldende offentlig forskningsstøtte. DR’s indslag sætter fokus på, hvorfor regeringen ikke sætter flere penge af til den frie forskning.

Hele nyhedsudsendelsen kan ses ved at følge linket nedenfor. Indslaget om forskningsstøtte begynder efter 16 minutter og 51 sekunder:  

DR Søndag




Redaktør