Derfor er vi mest vågne i sommerhalvåret

​Danske forskere har som de første vist, at det stof som holder os vågne, svinger i takt med årstiderne. Resultaterne er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Plos One. Forskerne har sammenholdt indholdet af stoffet hypocretin med data om lys- og vejrforhold. 
Hvis du synes du har lettere ved at holde dig vågen når dagene bliver længere, har du sandsynligvis helt ret. Kroppens indhold af stoffet hypocretin, som forhindrer os i at falde i søvn, er nemlig højere i de lyse måneder. Det har forskere fra Rigshospitalet for første gang vist i et nyt forskningsprojekt, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Plos One. 
I undersøgelsen målte forskerne indholdet af hypocretin i rygmarvsvæsken på 227 personer og sammenholdt det med oplysninger fra Danmarks Meteorologiske Institut om vejr og lysforhold de dage, hvor prøverne blev taget.

- Vi kan se, at en del af forskellen i deltagernes hypocretinniveau kan forklares med årstidernes skiften. Det er især dagens længde, som har betydning, men det gør også en forskel, hvis der er meget lys. Det kan vi se ved at niveauet er højere på vinterdage med sne, fortæller seniorforsker Birgitte Rahbek Kornum fra Molekylært Søvnlaboratorium. 
Hypocretinniveauet er lavt om morgenen og stiger så om eftermiddagen og aftenen. Hvis man mangler stoffet, lider man af søvnsygdommen narkolepsi. Alle deltagerne i undersøgelsen blev testet om morgenen. 

- Resultaterne tyder på, at vi i Norden ikke får tilstrækkelig stimulation fra lys om vinteren, og derfor bliver lidt mere trætte. Der er dog en interessant undtagelse: Januar skiller sig ud ved at niveauet er lige så højt som om sommeren, især først på måneden. Vi tror, det skyldes en positiv effekt af juleferien, hvor man ofte slapper af og tilbringer mere tid sammen med andre. Det er tidligere blevet vist, at positivt samvær øger hypocretinniveauet i hjernen, og det ser altså ud til at være det samme for juleferien, siger Birgitte Rahbek Kornum.



Redaktør