Bioanalytikere uddannet til at give lattergas til børn

3 bioanalytikere i Rigshospitalets ’Blodprøvetagning for Børn’ i afsnit 5002 er som de første bioanalytikere i Danmark uddannet til at kunne give lattergas til børn i forbindelse med blodprøvetagning. Udviklingen er et led i udbredelsen af initiativet om at ’undgå fastholdelse af børn under smertefulde procedurer’ på Rigshospitalet​.

​​På billedet ses de to bioanalytikere Marie Louise Sandberg og Anette Vinding sammen med SOSU-assistent Helle Olsen. Helle Olsen er en del af teamet, og er ligeledes uddannet til at kunne give lattergas til børn. Maria Zahrah, den tredje bioanalytiker uddannet til at kunne give lattergas til børn, var desværre ikke til stede den dag billedet blev taget.


Mange børn og unge​​​ får dagligt taget blodprøver i 'Blodprøvetagningen for børn' på Rigshospitalet i afsnit 5002. En del af disse børn er bange for nåle eller bange for at blive 'stukket', fordi de tidligere har haft dårlige erfaringer med 'stik' fra andre procedurer og er traumatiserede af tidligere oplevelser.

For disse børn er 'De 4 obligatoriske til at undgå fastholdelse af børn' ikke altid nok. Der kan være behov for en plan B med bl.a. lattergas for, at blodprøvetagningen kan foregå uden smerter og uden at barnet bliver bange.  

Hidtil har de bioanalytikere, som tager blodprøverne i blodprøvetagningen, skullet tilkalde en børnesmertesygeplejerske, hvis der var brug for lattergas som en hjælp til at undgå fastholdelse.​​

Men nu kan de selv give børnene lattergas. Som et led i udbredelsen af initiativet om at 'undgå fastholdelse af børn under smertefulde procedurer' er bioanalytikerne blevet undervist og ​​​superviseret i at give børn lattergas og tage dem med på fantasirejser.

Det er børnesmertesygeplejerske Gitte Aagaard, fra Videnscenter for Børnesmerter i Anæ​​stesi- og Operationsklinikken, der har stået for oplæring og supervision af bioanalytikerne.

Efter grundig supervision og oplæring k​​an de 3 bioanalytikere nu administrere lattergas til børn med deres eget apparatur, når der er brug for det.

- Det er en stor lettelse i hverdagen og en rigtig god service for patienterne. Vi behøver ikke ringe efter assistance og vente på dette, men kan tilbyde løsningen til børnene lige i den situation, hvor de står og synes det er svært, fortæller bioanalytiker Anette Vinding.  Hun ser det som en videreudvikling af bioanalytikernes kompetencer i forbindelse med det at arbejde med børn: - Når man arbejder med børn gælder det om ​at møde børnene i øjenhøjde og gøre dem så trygge som muligt. Hvis et barn har haft en dårlig oplevelse tidligere, kan lattergas være et godt hjælpemiddel til at komme godt igennem en blodprøvetagning, forklarer hun.

Ledende bioanalytiker, Anne-Marie Lind s​​iger om tiltaget:

- Traditionelt har det jo været sygeplejersker, der står for at give lattergas. Med dette initiativ er bioanalytikernes kompetencer udvidet til også at skulle observere børnene og tage stilling til, o​​​m de kan tåle lattergas eller ej og bruge lattergas og fantasirejser til at hjælpe børnene gennem ting, der er svære, forklarer ledende bioanalytiker Anne-Marie Lind om tiltaget, som hun ser som en relevant udvidelse af bioanalytikernes faglighed og kompetencer i 'Blodprøvetagningen for Børn'.

Redaktør