Stamcelleforsker Steven Goldman er tiltrådt som professor i Neurocentret

​Steven A. Goldman er nytiltrådt professor i Neurocentret og leder det nye Center for Basic Translational Neuroscience. Hans forskning i stamceller er målrettet behandling af neurologiske sygdomme som blandt andet sklerose.

​En af de førende stamcelleforskere, Steven A. Goldman, har flyttet sin forskning fra Rochester Medical Center i USA til Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Steven A. Goldman er netop tiltrådt som professor i Neurocentret og ved Københavns Universitet, hvor han fra sit stamcellelaboratorie skal forske i stam- og prognitorcellers betydning for hjerne- og nervesygdomme og deres potentiale for at behandle neurologiske sygdomme, som blandt andet sklerose.

"Håbet er, at vores forskning i stam- og progenitorceller kan bruges til at udvikle nye behandlinger af hjernesygdomme. Nogle af vores fokusområder for forskningen er behandling af sklerose og hvid substans-sygdomme hos børn​, men celleterapien vil måske også kunne bruges til at behandle Huntingtons og andre neurologiske sygdomme. Derudover har vi forskere i laboratoriet, der arbejder med behandling af hjernetumorer og andre sygdomme, der opstår i gliaceller, herunder psykiatriske sygdomme," siger Steven A. Goldman.

Nyt stamcellelaboratorie tilk​​nyttet center

Steven A. Goldmans forskning foregår i det nye Center for Basic Translational Neuroscience ved Københavns Universitet, som han leder i samarbejde med professor Maiken Nedergaard. De to leder hver deres forskningsgruppe med omkring 50 forskere tilknyttet hver. Derudover har centret et fælles stamcellelaboratorie på Panum, der ved at bliver opført. Laboratoriet har allerede omkring 40 forskere tilknyttet og forventer at blive dobbelt så stort i løbet af et år.

Steven A. Goldman har et særligt samarbejde med Neurocentrets øvrige forskere omkring forskning i sygdommene sklerose, Huntingtons og hjernetumorer. ​

Redaktør