It-problemer og forsinkelser for skanningsbilleder

​Tekniske problemer spænder ben for hurtige svar

Et indlæg i Ekstra Bladet d. 6/6 rejser spørgsmålet om det er rimeligt, at det tager 10 hverdage at vurdere skanningsbilleder for en kræftpatients behandlingsforløb på Rigshospitalet. 

Det klare svar er, at det på ingen måde er rimeligt. Vi er frygteligt kede af at være i en situation, hvor vores patienter får svar senere end vi gerne vil give dem. Årsagen er et større nedbrud i maj og langsomhed i det it-system, der håndterer skanningsbillederne (RIS/PACS-systemet).  Derfor har billederne kun vanskeligt kunne hentes frem for at blive beskrevet i røntgenafdelingen til brug i behandlingen andre steder på hospitalet. Vores personale har arbejdet ekstra for at holde trit - men også ekstraarbejdet har været udfordret af et langsomt system. Også fra regionalt hold har man samtidig arbejdet med det tekniske problem. 

De aktuelle svartider er 3-5 dage på scanningsbilleder, der bruges som kontrol af patientens behandling – forudsat at systemet ”er oppe”. Billeder fra patienter med akut sygdom bliver straks beskrevet.

Vi er udfordret af, at it-systemet er af ældre dato. En udskiftning er i gang regionalt, men Rigshospitalet står ikke først i rækken. Vores håb og forventning er, at it-systemet fortsat vil køre i noget nær normal drift frem til den planlagte udskiftning.

Læs mere nedenfor i interviewet med Ilse Vejborg, klinikchef i Radiologisk Klinik. Det blev bragt i vores nyhedsbrev Indenrigs juni 2016:

Hvordan kan det tage så lang tid at nå gennem bunkerne – hvor lang tid tager det egentlig at læse og beskrive et skanningsbillede? 

- Der er mange hundrede, måske tusinde, billeder pr. undersøgelse, især når det drejer sig om CT- og MR-skanninger. De skal alle sammen ses igennem, og der skal laves en faglig vurdering. Vi kan typisk nå to eller tre beskrivelser i timen afhængig af, hvor kompliceret sagen er og hvor mange gamle billeder, der skal sammenlignes med. Hvis man skal sammenligne en ny serie billeder med to-tre gamle serier for at se, om der er kommet forværring i eksempelvis en svulst, tager det længere tid. Når systemet så slår knuder, som det har gjort jævnligt i flere år nu, kommer der ekstra tid oveni.

Hvorfor skal det være radiologer, der skal lave beskrivelserne - kan radiografer eller andre klinikere ikke hjælpe til? 

- Du kunne også spørge: Hvorfor skal det være en kirurg, der skal operere? Man skal have et indgående kendskab til anatomi og fysiologi for at kunne bedømme billederne. Dertil kommer, at man skal have erfaring med apparaturer og systemer og selvfølgelig med selve tolkningen af billederne. Hvis vi eksempelvis ser en ”plet” på billedet af en lever, skal vi vurdere - er det en metastase, en vandcyste, en kartumor eller noget helt andet? Og er undersøgelsen i det hele taget teknisk god nok, eller skal der supplerende undersøgelser til? At være radiolog er i høj grad ligesom at være detektiv. Og hvis man skal være en god detektiv, skal man jo vide, hvad man skal lede efter. Ellers overser man sporene.

Kunne vi ikke bare sende billederne videre til et privathospital i Danmark eller i Indien og bede dem om at beskrive dem og sende svarene til os, når bunken af billeder hober sig op?

- Vi er jo højtspecialiserede her hos os og sub-specialiserede inden for forskellige områder. Der er meget stor forskel på at vurdere billederne fra eksempelvis en hjerneskanning og en ultralydsskanning af en lever – eller en brystundersøgelse. Så vi kan heller ikke bare dække ind for hinanden på tværs af teams. På samme måde som at en ortopædkirurg ikke kan lave en hjerneoperation eller omvendt. Men den vigtigste årsag til, at vi skal have opgaven og ekspertisen her på hospitalet, er, at vi har en tæt dialog med lægerne på de henvisende afdelinger. Vi drøfter eksempelvis billederne på tværfaglige konferencer, hvor vi i fællesskab konkluderer, hvad diagnosen er og hvilke behandlingsmuligheder, der kan tilbydes. Så det er ikke helt så enkelt, som det måske kan se ud udefra. 




Redaktør