Hiv-patienter i behandling overfører ikke smitte ved sex uden kondom

​Hverken homoseksuelle mænd eller heteroseksuelle med hiv overfører virussen til deres partner, så længe de er i undertrykkende antiviral behandling. Det viser nye resultater fra verdens største studie af personer med hiv, der har sex uden kondom med deres hiv-negative partner

Det store studie PARTNER har fulgt 888 par fra 14 forskellige lande i Europa, hvor den ene partner var hiv-smittet og i effektiv behandling. 548 af parrene var heteroseksuelle, mens 340 par var homoseksuelle mænd. Alle parrene havde jævnligt sex uden brug af kondom. De er nu fulgt i flere år, uden der er fundet et eneste tilfælde af smitte mellem parrene. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift JAMA (The Journal of the American Medical Association).

- Resultaterne viser meget klart, at tidlig diagnose og behandling er afgørende for at reducere antallet af nye hiv-smittede. Så snart en patient med hiv er velbehandlet, er smitterisikoen minimal, siger professor Jens Lundgren fra Rigshospitalet, der er seniorforfatter til studiet og leder af CHIP (Centre for Health and Infectious Diseases), der har koordineret undersøgelsen sammen med professor Andrew Phillips og læge Alison Rodger fra University College London og Royal Free NHS.

Ingen HIV-overførsler blandt par
I opfølgningsperioden blev i alt 11 hiv-negative partnere smittet med hiv. Forskere fra University of Liverpool under ledelse af professor Anna Maria Geretti foretog genetiske analyser af de 11 ny-smittede og deres partneres virus. Hiv-virus kan deles op i mange forskellige undergrupper med hver sit genetiske særpræg, og det er derfor muligt undersøge om virus genetisk ligner partnerens. Resultaterne viste i alle tilfælde, at smitten kom fra en anden end den velbehandlede partner.

Flere data på vej
De homoseksuelle mænd i undersøgelsen følges i de kommende tre år for at få flere data på området vedrørende anal sex.

- Det er afgørende, at vi følger op for at skabe mere præcise vurderinger af risikoen, særligt for mænd, der har sex med mænd. Selv om vi ikke finder nogle tilfælde af smitte i vores undersøgelse, kan man ikke helt udelukke at der er en risiko, siger Alison Rodger.
 
Resultaterne af 2. del af PARTNER studiet, hvor der kun følges homoseksuelle mænd, forventes i 2018. 

Redaktør