Kræftværket er en succes - 100 unge forbi på eet år

​Kræftværket – Rigsho​spitalets fællesrum og fristed for unge med kræft, kunne i januar fejre 1-års fødselsdag med stor succes. Opholdsrummet på reposen på 5. sal i opgang 5 har siden indvielsen haft over 100 unge på besøg mere end 700 gange på eet år.

Rigtig mange af vores drømme og visioner med projekt ungdomsliv og kræft er blevet realiseret og vigtigst af alt er det, at Kræftværket er blevet et opholdsrum og fristed, som unge melle​​m 15-29 år har lyst til at bruge, fortæller sygeplejerske og koordinator for unge med kræft, Maiken Hjerming, som er en af de sundhedsfaglige, der er med til at få Kræftværket til at fungere i praksis.

- Kræftværket er et helt specielt sted for de unge, fortæller Maiken. - Her bliver oplevelser og historier fortalt og nye bliver skabt. Sammenhold og venskaber bliver knyttet på tværs af alder, diagnoser og afsnitsnumre, og der er masser af support fra styregruppe, forskergruppe, ungeambassadører, Ung Kræft og Ungdomsmedicinsk Videnscenter, fortæller hun.

Det er stort at være vidne til det engagement, som Kræftværket er omdrejningspunktet for. Sammen har vi fået skabt meget. Meget mere end jeg havde fantasi til at forestille mig for et år siden, fortæller Maiken Hjerming.

At de unge er begejstrede for frirummet, blev også synligt for alle, der deltog i 1-års fødselsdagen. En af de unge, som holdt tale til fødselsdagen, læste op fra sin dagbog om Kræftværkets betydning for ham. Han sagde blandet andet: 

- Kræftværket er vigtigt, fordi her kan man være sammen med andre unge om at skabe et trygt og godt rum. Det giver selvtillid. Og som afslutning på sin tale til de mange fremmødte sagde han med et skønt smil på læben, imens han stod i døråbningen til Kræftværket:

- Husk lige at spritte hænderne af inden I går ind – seriøst vi har kræft!

Hurra for Kræftværket, hurra for masser af gode grin, men også masser af alvor på den gode måde. Kræftværket blev skabt af ildsjæle på Rigshospitalet og er et samarbejde mellem Ungdomsmedicinsk Videnscenter​, en børneafdeling fra BørneUngeKlinikken i Juliane Marie Centret og en voksenafdeling fra Hæmatologisk Klinik i Finsencentret. Kræftværket er støttet af både Rigshospitalet, Børnecancerfonden og af ​Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-midler.  

​Rummet er designet af de unge til de unge. Måle​​​t er at give kræftsyge unge mellem 15 og 29 år et sted at mødes, så de kan have et socialt liv med andre 'som dem selv' – andre unge med kræft, som de ellers ikke ville støde på under deres ofte lange indlæggelser. 

Redaktør