Sygeplejerske Maiken Hjerming får Kræftens Bekæmpelses Hæderspris

​Maiken Hjerming, kræftsygeplejerske på Rigshospitalet, har fået Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2016 for sit arbejde for unge kræftpatienter. Prisen blev overrakt af kronprinsesse Mary på World Cancer Day.

Maiken Hjerming fik Kræftelsens Bekæmpelses hæderspris overrakt af kronprinsesse Mary og Kræftens Bekæmpelses formand Dorthe Crüger 4. februar 2016 på World Cancer Day. ​

Kræftsygeplejerske og ungekoordinator på Rigshospitalet Maiken Hjerming har været med til at etablere 'Kræftværket', som er et fællesrum for de 15-29-årige kræftpatienter på hospitalet. Efter at 'Kræftværket' åbnede i januar 2015, har Maiken Hjerming som ungekoordinator for unge kræftpatienter ydet en stor indsats for at gøre det til et fristed for de unge. Her kan de hænge ud med hinanden og med venner, og de kan deltage i mange forskellige aktiviteter.

Som kræftsygeplejerske gennem mange år har Maiken Hjerming passet mange unge patienter, og hun har oplevet, hvor ensomt det kan være at være ung og have kræft. Derfor er der også indført særlige ungestuer, hvor unge kræftpatienter kan indlægges sammen. Med sit nærvær og sin omsorg har Maiken Hjerming selv stor betydning for de unge patienter. Maiken Hjerming var indstillet til hædersprisen af fem unge kræftpatienter på Rigshospitalet.

Hædersprisen blev overrakt af kronprinsesse Mary og Kræftens Bekæmpelses formand Dorthe Crüger ​torsdag den 4. februar 2016 på World Cancer Day. Det er sjette gang, at Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris. Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den særlige indsats og det enestående eksempel, som kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.

Læs hele pressemeddelelsen og se foto på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

Kræftværket og de ungevenlige sengestuer er et samarbejde mellem Finsencentret, Juliane Maries Centret og Ungdomsmedicinsk Videnscenter på Rigshospitalet. Kræftværket og ungestuerne er en del af projekt "Ungdomsliv og Kræft" finansieret af Børnecancerfonden, Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet.

Læs om Kr​æftværket på Rigshospitalets hjemmeside




Redaktør