Babylancen på sin første tur

​Transportholdet fra Neonatalklinikken var lørdag den 4. juni 2016 på jomfrutur med Babylancen; En ny og specialdesignet ambulance, som skal hente syge nyfødte børn og deres familier rundt om på Sjælland, når de har akut brug for højt specialiseret behandling under transport til Rigshospitalet.

​Babylancen er indrettet med to rum. Et behandlerrum, hvor barnet placeres i en kuvøse med plads til fagpersoner og specialister, samt et familierum med fire sæder, hvor familien kan sidde sammen og se deres barn og behandlerne gennem en rude samt på en fladskærm med opkobling til et live-feed-kamera, der viser barnet under hele transporten. 


 

Lørdag den 4. juni var Babylancen på sin første tur. Jomfruturen gik til Holbæk Sygehus for at hente et barn med en alvorlig, akut infektion. 

– Jomfruturen bekræfter, hvor unik den nye Babylance er både for forældre og personale, fortæller overlæge Steen Hertel fra Transportholdet, som var den ansvarlige læge på turen. 

– Vi skulle hente en nyfødt med en pludselig opstået alvorlig infektion, fortæller Steen Hertel. Og det skulle gå stærkt. – Og selv om det kan være en udfordring at sidde i en 'kassevogn' med 160 km i timen, mærker man det næsten ikke i den specialdesignede Babylance, fortæller han. 

– Der er meget, meget fin støddæmpning, stabilitet og komforten er god. Man mærker ikke ret meget, hvis Babylancen kører over et bump eller slingrer lidt, fordi den skal udenom andre biler, fortæller Steen, og man kan på videoskærme se det samme som chaufføren. – Den er bedre, end vi havde turdet håbe på, fortæller han. 

– Noget af det helt essentielle er, modsat tidligere, at vi nu kan tilbyde begge forældre at komme med og være sammen om den svære og traumatiske situation, fortæller Steen Hertel begejstret. 

Forældre er sam​men om oplevelsen

At dette betyder rigtig meget for foræld​rene, bekræfter Kenneth Normand, som er far til den dreng, der blev hentet på Holbæk Sygehus på Babylancens jomfrutur. 

– Det betyder rigtig meget, at vi kunne være sammen i situationen. Vi kunne dele oplevelsen og være sammen om det, fortæller han. Kenneth har kun rosende ord til både behandlerteamet, chaufføren, komforten og indretningen af Babylancen. 

– Man mærkede næsten ikke farten, og der var en behagelig affjedring, fortæller Kenneth Normand, der nu er tilbage i Holbæk med en rask søn. – Vi blev tilbudt både koldt og varmt undervejs, og vi kunne se ind til behandlerne og se, hvad der foregik med barnet på en monitor. Lægen var omme hos os flere gange for at briefe os om, hvad der foregik, og hvad de var i gang med. Det var meget betryggende, fortæller Kenneth Normand. 

– De kunne bare lige stikke hovedet ind gennem den dør, der var mellem behandlerkabinen og passagerkabinen og briefe os, og det var de rigtig gode til, fortæller han. 

Med den nye Babylance følger også nye rutiner og praksisser. Kommunikationsvejene er blevet optimeret, så behandlerteamet kan kommunikere direkte med både chaufføren og med politiet. Det betyder i praksis, at chaufføren kan starte bilen og gøre liften klar, når transportteamet er på vej ned til bilen med barnet i kuvøsen. 

Kenneth Normand oplevede det på følgende måde: – Lige, da vi kommer ud af døren med barnet i kuvøsen, passer det præcis med, at liften rammer jorden, så de lynhurtigt fik kuvøsen op på liften og lukkede ambulance igen, så varmen ikke slipper ud og barnet hurtigt kommer ind i ambulancen. Meget professionelt, forklarer Kenneth Normand. 

Også kommunikationen med Rigshospitalet er forbedret. Behandlerne kan under transporten skrive direkte i Rigshospitalets systemer, så de og det modtagende personale er velforberedte ved ankomst til Rigshospitalet. 

Hvert år rykker Transportholdet akut ud til 120-130 børn på andre hospitaler i DK. Transportholdets opgave er såvel lokalt samt under hele transporten at kunne yde den samme højintensive stabilisering, monitorering og behandling, som man tilbyder på Rigshospitalet. 

Idéen og ønsket om en ny ambulance opstod for et par år siden i takt med tekniske udfordringer med den gamle ambulance. Babylancen er et synligt eksempel på et helt enestående samarbejde mellem Region Hovedstaden, den Præhospitale Virksomhed og Rigshospitalet og Profile i Finland, som har produceret den, fortæller leder af transportholdet, Morten Breindahl, som har været med i hele processen.  

–​ Projektet har faktisk kun været omkring 1,5 år undervejs, så det har været en intensiv og målrettet rejse, som kun kunne lade sig gøre, fordi alle parter arbejdede sammen med ét formål for øje: At forbedre stabilisering, monitorering, pleje og behandling af de små patienter og deres familier, som har behov for at blive transporteret til Rigshospitalet, fortæller Morten Breindahl.  

Transportholdet har eksisteret siden 1998 og kan rykke ud inden for 30-60 minutter. Transportholdet består altid af en speciallæge i børnesygdomme, som samtidig er ekspert i behandling af syge nyfødte samt en specialsygeplejerske med mange års erfaring i intensiv terapi af nyfødte og større børn. Og nogle gange deltager en speciallæge i børneanæstesi fra Rigshospitalet.

Redaktør