Ny centerdirektør på Rigshospitalet

​Christian Worm bliver pr. 1. juni 2016 ny centerdirektør i Abdominalcentret.

Christian Worm er 49 år og cand.scient.pol. fra Statskundskab ved Københavns Universitet. 

Christian Worm har de seneste seks år været først stabsdirektør, siden centerdirektør i Center for Sundhed, Region Hovedstaden, og har en lang erfaring inden for sundhedsplanlægning,  kvalitet og patientsikkerhed. 

Christian Worm kommer til Rigshospitalet med en bred ledelseserfaring og et stærkt blik for muligheder for sundhedsfaglig udvikling, politiske aspekter og økonomiske rammer.

-Jeg glæder mig meget til at komme tættere på planlægning og udvikling af sundhedsvæsenets kerneydelse: Behandlingen af patienter. Ligeledes glæder jeg mig til at indgå i det faglige miljø på det højt specialiserede hospital, som Rigshospitalet er. Tværfaglighed, åbenhed, lydhørhed og helhedssyn i løsningen af opgaver er vigtige værdier, som jeg vil bringe med mig, siger Christian Worm.

Abdominalcentret består af 9 klinikker, der varetager patientbehandling på højt specialiseret niveau. Centret behandler patienter med sygdomme i mave-tarmsystemet, i urinveje, de store pulsårer og blodkar, i lever, kirtler og nyrer. I centret er der fokus på faglig udvikling, forskning og uddannelse til gavn for nuværende og fremtidige patienter.


Redaktør