Vores sikkerhed er det vigtigste

​Bæltefikseret personale og håndgreb er en del af den såkaldte bedside-undervisning, som personalet på afsnit 2094 i Neurologisk klinik har modtaget fra psykiatriske sygeplejersker, som en del af en systematisk indsats for at give personalet flere kompetencer til at håndtere udad-reagerende patienter. Resultatet er, at patienterne nu får en højere behandlingskvalitet, og at medarbejderne kan føle sig mere trygge, når de går på arbejde.

Det er tre glade vindere, der er samlet i personalestuen på afsnit 2094 i Neurologisk Klinik på Rigshospitalet – Blegdamsvej. Knap to døgn efter at afdelingssygeplejerske Dorte Rønde, klinisk sygeplejespecialist Tanja Hyldahl og sygeplejerske Joakim Fleinert, der er forhenværende arbejdsmiljørepræsentant, løb af med Rigshospitalets Arbejdsmiljøpris 2015, er der stadig store smil og stolthed at spore. 

- Har du set videoen, der blev optaget, efter vi havde vundet? Vi var helt flyvende – eller jeg var i hvert fald, griner Dorte Rønde.​

Voldsomme forløb

Det er ellers ikke fordi, baggrunden for projekt Tryghed i arbejdet – kvalitet i relationen giver anledning til hverken smil eller latter. TrivselOp-undersøgelserne i både 2011 og 2014 fra afsnittet viste, at det var alvorlige udslag på det punkt, der handlede om, hvorvidt man havde været udsat for vold og trusler det seneste år.

- Vi har haft nogle patientforløb, der har voldt os en del problemer med udad-reagerende neurologiske patienter, som har reageret med psykiatriske symptomer ved at være konfuse, truende, voldelige og afdelingsflygtige. Det kan vi godt klare et langt stykke hen ad vejen, for det er symptomer, som mange neurologiske patienter har. Men efter nogle meget voldsomme forløb, hvor personalet følte sig truet og flere medarbejdere oplevede at blive slået, sparket eller verbalt forulempet, besluttede vi, at vi havde brug for nogle redskaber til at håndtere disse patienter, og derfor satte vi projektet i gang, fortæller Dorte Rønde.

Krisekuffert og kulturændring

Og det er der kommet nogle meget konkrete tiltag ud af, herunder en såkaldt krisekuffert. Den indeholder blandt andet action cards, der, ligesom i beredskabssammenhænge, kort og præcist anviser, hvad man skal foretage sig i en bestemt situation. Men det er ikke kun konkrete handlingsanvisninger, der gør forskellen, forklarer Joakim Fleinert.

- Det er en lang proces, for det handler rigtig meget om vores tilgang til patienterne, som skal ændre sig. Hvordan vi går til patienterne – også bogstaveligt talt. Patienter, der er udad-reagerende har brug for, at man er rolig, når man kommer ind til dem. Og så duer det ikke, at man samtidig går og tænker på de tre andre patienter, man også skal nå at se til. Der handler det om at være til stede og signalere, at man har al tid i verden til patienten. Og så handler det også om, hvordan man placere sig på stuen. Som en del af forløbet har nogle af os prøvet at være bæltefikseret og oplevet, hvor ubehagelig det er, når to mennesker står og roder med alt muligt oppe ved ens hoved – det har givet os en ny forståelse for vores patienters situation.

Utrygheden er der stadig

Netop det med tilgangen er også det, der har gjort stort indtryk på Tanja Hyldahl. Hun peger på en anden vigtig læring, nemlig at personalet er blevet klar over, at de ikke kun skal beskytte patienten, men også tage vare på deres egen sikkerhed.

- Vi må faktisk godt løbe væk, og vi må godt holde døren lukket, når vi kan høre, at en patient er i færd med at smadre en stue, i stedet for at gå derind, for så er det måske os, det går ud over. Og vi må godt forsvare os, hvis vi bliver slået eller sparket på. Mange af de ting har Joakim skrevet ned i en lokal vejledning, der klart beskriver, hos hvilke patienter vi altid skal være to på stuen, hvem der ikke må forstyrres, og hvem vi skal ringe til, hvis der sker noget. Utrygheden er der stadig, for der er ingen, der synes, at det er sjovt, når en patient bliver meget voldsom, men nu har vi fået nogle håndgribelige redskaber til at håndtere det, forklarer Tanja Hyldahl, og Dorte Rønde supplerer:

- Det værste, der kunne ske for mig, ville være, hvis nogle af medarbejderne blev forulempet, mens de passede deres arbejde her. Det må bare ikke ske. Men samtidig må vi forstå, at patienterne har brug for behandlingen her – og vi skal kunne håndtere dem alle sammen ligegyldig, hvor udad-reagerende de er. Det tror jeg, at vores projekt kan være med til.

Der afholdes snart en temadag for hele Neurocentret, hvor flere af de indsatser, som projekt Tryghed i arbejdet – kvalitet i relationen har arbejdet med, skal indgå. På samme måde skal den lokale vejledning, som har været brugt i afsnit 2094 tilpasses til at kunne gælde for hele Neurocentret. 

Redaktør