Af: Psykolog Jesper Rendsmark, Centerledelsen
Ifølge vores patienter er det ikke nødvendigvis meget, der skal laves om. Det er de små ting, der tæller – og her er nærvær altafgørende. Når vi har travlt, kan vi nemt blive uopmærksomme og få svært ved at være rigtigt nærværende. Der er nogen små tricks og spørgsmål, som du kan bruge, for at bevare nærværet.
Se dig selv udefra
Hvordan tror du, at du virker på andre? Hvis de nu skulle beskrive dig, hvad ville de så sige? Hvordan vil du gerne virke på andre? Hvad vil du gerne have, at de tænker om dig? Signalerer du det, som du gerne vil signalere til andre?
Se dig selv indefra
Mærk efter. Hvad er du i gang med lige nu? Trækker du vejret hurtigt eller langsomt? Hvad farer gennem dit hoved? Er du i et bestemt humør eller stemning? Hvad mærker du i kroppen? Lige nu læser du. Når du går videre - hvor hurtigt bevæger du dig så?
Se den anden udefra
Hvad ser du hos det menneske, der er overfor dig? Hvad lægger du mærke til? Hvilket indtryk får du? Er der noget du får lyst til at sige? Er der noget, som du får lyst til at spørge om? Er der noget, som du gerne vil gøre?
Prøv at se den anden indefra
Hvad tror du er vigtigt for det menneske, som du er overfor? Hvad tror du hun tænker og føler? Hvad er vigtigt for ham? Hvordan er det at være hende? Hvis du var i hans sted, hvad ville du så ønske, at nogen sagde eller gjorde?
Nærvær
Du er det eneste menneske i verden, der er netop dig. Du er den eneste, der kan mærke helt, hvordan du har det. Du er den eneste, der er til stede og nærværende lige præcis på den måde, som du er det.
Lige her. Lige nu....