Amerikansk hæderspris til dansk hovedpineforsker

​Den amerikanske hovedpineforening har tildelt overlæge Lars Bendtsen fra Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet og Glostrup Hospital en pris for årets bedste forskningsresultat. 

Den amerikanske National Headache Foundation har udnævnt en forskningsartikel af overlæge Lars Bendtsen fra Dansk Hovedpinecenter til det bedste forskningsresultat i 2014. Udnævnelsen til ”Seymour Diamond, M.D. Lectureship for 2015” foregik ved selskabets årlige kongres i Newport Beach, Californien. 

I den prisbelønnede artikel i tidsskriftet ”Cephalalgia” beskriver Lars Bendtsen og kolleger, hvordan de i et fælles projekt i samarbejde mellem Europa og Sydamerika har behandlet patienter i seks lande for hovedpine som følge af medicinoverforbrug og fået markant positive resultater: Halvdelen af patienterne oplevede efter seks måneder en forbedret livskvalitet, færre hovedpineanfald og færre depressioner, og 90% af patienterne blev kureret for deres overforbrug af hovedpinemedicin. 

Resultaterne kan få betydning for en stor patientgruppe. Alene i Danmark anslås det, at cirka 100.000 mennesker lider af hovedpine i forbindelse med et medicinoverforbrug. Denne type hovedpine kan opstå, hvis man ofte tager smertestillende medicin mod hovedpine, efter længere tids forbrug kan pillerne gå ind og vedligeholde og forværre hovedpinen. 

Lars Bendtsen har arbejdet med hovedpineforskning siden 1991 og er forfatter til over 130 publikationer og bogkapitler om hovedpine. 



Redaktør