Simulationstræning bidrager til optimale patientforløb

​For at kunne ”organisere og møde patienten med gode, veltilrettelagte og kontinuerlige patientforløb” er det nødvendigt, at de sygeplejestuderende lærer at anlægge et patientperspektiv. I løbet af deres klinikophold, kan de studerende forholde sig kritisk reflekterende til patientperspektivet, hvis de følges med en sygeplejerske, der ligeledes lægger vægt på dette og samtidig har indsigt i de studerendes læringsudbytter. Det fortæller cand.scient. soc., sygeplejerske Martha Krogh Topperzer, klinisk vejleder og underviser i Juliane Marie Centret – og fortsætter:

 - I den kliniske virkelighed er tiden imidlertid ofte knap og ressourcerne få. Den studerende kan derfor være overladt til egne refleksioner, som måske ikke nødvendigvis har patientens perspektiv og forløb i fokus. Derfor er det nødvendigt med målrettet klinisk undervisning. Forskning har vist, at viden og kompetencer tillært i simulationstræning huskes bedre og længere end kompetencer tillært via forelæsninger. 

At lære på ege​n krop 

Martha Krogh Topperzer er en del af det sygeplejeprofessionelle simulationsnetværk på tværs af Rigshospitalet. Her fortæller hun, hvorfor netværket har valgt at prioritere simulationstræning i modul 4 og 12 i uddannelsen af kommende sygeplejersker. 

- Oftest handler simulationstræning i sundhedsvæsenet om træning af tekniske færdigheder. Simulationstræning for sygeplejestuderende har siden starten vist, at de studerende med gevinst på denne vis lærer at anlægge et patientperspektiv, der også kan bidrage til både patientsikkerhed og optimale patientforløb. Som et af de store kliniske uddannelsessteder i Regionen, har vi desuden et stort ansvar for at lære kommende sundhedsprofessionelle at medinddrage patienten, så vi sikrer dem en god samlet oplevelse og kontinuitet i behandlingen. 

Interaktion o​g dialog 

Rigshospitalet tilrettelægger simulationstræning for de sygeplejestuderende på både de tidlige og sene moduler af uddannelsen, fordi det rummer den ekstra dimension, at de studerende interagerer, mens de lærer. I scenariet ’afdeling 7511’ oplever de studerende fx på egen krop, hvad det vil sige at skulle lede og delegere patientopgaver uden på forhånd at have alle de nødvendige informationer. 

- Vi sætter de studerende i nogle tilspidsede og realistiske situationer, hvor kinderne blusser og hvor de studerende står på tæer for at klare udfordringerne. Det gør vi for også at indlære forståelsen af, hvor vigtigt det fx er at kunne bede en kollega om hjælp – og opleve at det accepteres. De tilspidsede situationer giver desuden de studerende en oplevelse af, hvordan det set ud fra patientens perspektiv er at skulle vente på sygeplejersken. 

Ventetid og kommunikation 

Tilbagevendende kommentarer fra modul 4 studerende udtrykker klart, hvordan de studerende oplever at have lært om patientperspektivet. En studerende skriver bl.a. i sin evaluering: ”Jeg har fået mere indsigt i, hvor langtrukket og ”kedeligt” det kan være at være patient eller pårørende – og hvor lidt der skal til, for at de føler sig overset.” 

Udover, at de studerende får indsigt i, at patienter ofte oplever ventetid, er det et gennemgående tema, at information og kommunikation er essentielt. De studerende giver i deres evaluering også udtryk for, at de vil være mere opmærksomme på at inddrage patienten i beslutninger om sygeplejen, fordi netop manglende information og kommunikation bidrog til at øge frustrationen hos de ventende patienter under simulationstræningen.

At kende sin begrænsning

 I løbet af den 90 minutter lange simulation, skal patienter udskrives, komplekse patienter plejes, en moribund patient dør, og en akut patient meldes. Der er rigeligt med opgaver at prioritere, koordinere og delegere, som er læringsudbyttet for scenariet. Derfor opleves læringen også meget konkret af de studerende undervejs i scenariet. 

- Flere studerende oplever at have behov for hjælp, også til at kunne sige fra over for uvante eller ukendte sygeplejefaglige problematikker. I løbet af scenariet erfarer de studerende, at begge dele accepteres af andre studerende. Vi tror, at denne erkendelse er med til at modne dem til at turde kaste sig ud i flere ledelsesopgav​​er - i troen på at blive støttet og eller at kunne bede om hjælp, siger Martha Krogh Topperzer. 

Og det er ikke kun de yngre studerende, der har god brug for at se andre studerende agere. Også de ældre studerende lærer af at se andre studerende handle i pressede og uvante situationer. En studerende skriver i sin evaluering om, hvad hun vil gøre anderledes, næste gang hun står i klinikken: ”Jeg vil spørge mine kolleger, når jeg er i tvivl og bruge mine kolleger som hjælp”. En anden ønsker at ”have indblik i, hvad de andre laver frem for at have tunnelsyn og kun fokusere på egne patienter. Man kan jo hjælpe sine kolleger og medinddrage patienterne”.