Nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvorfor kvinder med PCOS, ofte har vanskeligt ved at blive gravide

​Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) er en hormonel forstyrrelse, der kan påvirke kvinders normale menstruationscyklus og gøre det vanskeligt for dem at blive gravide. PCOS rammer 5-10 %​ af alle kvinder i den fødedygtige alder.

​​PCOS giver sig ofte udslag i forhøjede mandlige kønshormoner uden forskerne kender de præcise bagvedliggende mekanismer. Men det skal nu undersøges nærmere i et nyt forskningssamarbejde mellem Rigshospitalet og Imperial College, London.
Professor Claus Yding Andersen fra Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalet skal sammen med professorerne Steven Francks og Kate Hardy fra Imperial undersøge mekanismerne bag PCOS i et fælles forskningsprojekt.


”Det største problem, som vi forsøger at adresse i dette samarbejde, er at afdække de signalveje og hormoner, der er aktive i æg og ægblærer fra kvinder med PCOS sammenlignet med normale kvinder”, fortæller Claus Yding Andersen. 

En kvinde er født med en beholdning af æg, der skal holde hele hendes reproduktive levetid. Æggene er omgivet ​af et enkelt lag af støtteceller (granulosa) og opbevares i små ægblærer i æggestokkene. Fra tidligere undersøgelser ved forskerne, at kvinder med PCOS producerer ekstra vækstfaktor hormoner af typen AMH i de små ægblærer, men ikke hvorfor.  I det nye projekt vil forskerne sammenligne ægestokkevæv fra kvinder uden PCO med æggestokkevæv fra kvinder med PCO for bl.a. at undersøge en række specielle vækstfaktorer af betydning for reproduktion, for at se om det kan forklare årsagen til den ekstra produktion af hormoner.

"Vi forventer, at disse undersøgelser vil give vigtige fingerpeg ikke blot til at forstå, hvorfor kvinder med PCOS har fertilitetsproblemer, men også hvordan de kan behandles. Særligt i forhold til udvikling af metaboliske lidelser, herunder diabetes, som disse kvinder er særligt disponeret for", fortæller den danske leder af projektet professor Claus Yding Andersen fra Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalets Juliane Marie Center.

Projektet har netop modtaget et legat på samlet kr. 7.300.000 primært fra det engelske forskningsråd (MRC), som gerne vil sætte fokus på dette område. Projektet er også støttet af Rigshospitalets forskningsfond med en bevilling til en post.doc., som skal deltage i projektet.

​​
Claus Yding Andersen, professor
​Fertilitetsklinikken

Redaktør