Den ny undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed, der blev offentliggjort den 31. maj 2015, viser, at der er tre gange så mange unge mænd som kvinder, der ikke har været ved lægen inden for et år. Undersøgelsen er lavet blandt unge mellem 15-25 år, og den viser også, at næsten dobbelt så mange kvinder som mænd inden for den seneste måned har været hos lægen. Ifølge chefpsykolog på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, betyder det, at unge mænd allerede tidligt etablerer de ældre mænds risikoadfærd.
- Vi prøver at finde nye veje til de mænd, som sundhedsvæsnet sjældent når. Når mænd for eksempel har 40 procent større dødelighed af kræft og 50 procent større dødelighed af hjertekarsygdomme end kvinder, som Forum for Mænds Sundhed viser, så er der behov for at udvikle nogle redskaber, der passer bedre til mænd. Det tror vi, at ’tjekdigselvmand’, der er lavet meget målrettet til mænd, vil kunne være et eksempel på, siger chefpsykolog på Svend Aage Madsen, Rigshospitalet.
Tjekdigselvmand.dk er et hurtigt redskab til at opdage de vigtigste signaler fra kroppen og gå til læge i tide. Indholdet på Tjekdigselvmand.dk er udarbejdet af Netdoktor i samarbejde med speciallæge i almen medicin Leif Skive og chefpsykolog Svend Aage Madsen.
Om Forum for Mænds Sundhed:
Forum for Mænds Sundhed er et partnerskab, hvor alle med interesse for at gøre en forskel for mænds sundhed, kan deltage. Forum for Mænds Sundhed er et partnerskab med Rigshospitalet, Sundhedsstyrelsen og 40 andre deltagere.