Jo tidligere, jo bedre. HIV smittede skal i behandling, lige så snart de modtager en diagnose. På den måde er der lavere risiko for at udvikle alvorlige sygdomme eller dø, viser et nyt stort internationalt studie, som på grund af de banebrydende resultater offentliggøres før tid. Jens Lundgren, leder af CHIP og professor på Rigshospitalets Klinik for Infektionsmedicin og Reumatologi på Københavns Universitet, er en af hovedkræfterne bag studiet.
”Vi har nået en milepæl i forskningen af HIV, og vil få stor betydning for de globale retningslinjer for behandlingen. Kommer du hurtigt i behandling, er der væsentlig lavere risiko for, at du får AIDS eller andre alvorlige sygdomme. Derudover kan tidlig behandling være med til at sænke risikoen for at overføre HIV til andre”, siger Jens Lundgren.
Lavere risiko for at dø
Studiet START (Strategic Timing of AntiRetroviral Treatment) har undersøgt over 4.500 personer med HIV i 35 lande med tilsyneladende normal immunfunktion. Halvdelen af forsøgspersonerne fik straks antitretroviral behandling, mens den anden gruppe først fik behandling, når deres immunfunktion blev moderat påvirket af HIV-infektion. Blandt personerne, der fik tidlig behandling, var risikoen for at udvikle alvorlig sygdom eller dø 53 pct. mindre end blandt personer, der havde fået udskudt behandlingen.
”Studiet slår fast, at det kan betale sig at begynde behandlingen af HIV tidligt i forløbet af HIV-infektionen. Lige så snart en person modtager en HIV-diagnose, bør behandlingen begyndes. Hidtil har anbefalingerne været, at behandlingen skulle begynde, når CD4-celletallet falder til 500 celler/µL eller mindre. Vores forskning gør nu op med disse retningslinjer og sætter streg under, at behandlingen skal sættes ind, selvom den HIV-smittede er symptomfri og uanset deres CD4-celletal. Vi har snart møde med WHO, hvor vi vil anbefale dem at ændre de internationale retningslinjer,” siger Jens Lundgren.
CD4-celler er hvide blodceller, der passer på immunforsvaret, og er hovedmålet for HIV. Hvis CD4-celletallet ligger under 200 celler/µL, har en patient markant højere risiko for at udvikle livstruende sygdomme som tuberkulose, kræft eller nyre- og leversygdomme. Hos en rask person ligger det normale CD4-tal på mellem 500 og 1.200 celler/µL. Undersøgelsen begyndte i 2009 og skulle vare til slutningen af 2016, men resultaterne var så tydelige og positive, at de bliver offentliggjort før tid, så flere HIV-smittede kan få gavn af de nye anbefalinger.
I dag er der omkring 35 mio. HIV-smittede på verdensplan, og færre end 14 mio. er i behandling.