H.K.H Kronprinsen overrakte The Saltin Award på Rigshospitalet

​H.K.H Kronprinsen overrakte den 4. juni The Saltin Awards til dr. Siebenmann ved ”The International Saltin Symposium” på Rigshospitalet

Prisen blev overrakt som en anerkendelse og støtte til en talentfuld ung forsker, der forsker inden for motion og integrativ fysiologi. Med prisen fulgte et rejselegat på 25.000 kroner.

The Saltin Award 2015 gik til dr. Siebenmann, der fik sin Master of Science i Human Movement Science i 2008 fra The Federal Institute of Technology i Schweiz. Dr. Siebenmann fik The Saltin Award for hans evne til at designe og udføre komplicerede undersøgelser af menneskets fysiologi ofte uden for et laboratorium. Dr. Siebenmann har bidraget til at besvare spørgsmål om virkningen af motion på menneskets fysiologi og integrere sine fortolkninger af observationerne.

Kronprins Frederik overrakte The Saltin Award, da han gennem mange år har vist interesse for specielt den anvendte og komparative del af professor Bengt Saltins humanfysiologiske forskning og også var protektor på Center for Muskelforsknings feltekspedition til Grønland i begyndelsen af 00’erne.

Professor Bengt Saltin var en verdensberømt fysiolog og en af vor tids mest betydningsfulde muskelforskere. Han døde den 12. september 2014. ”The Saltin Symposium - Exercise and Integrative Physiology” blev afholdt på Rigshospitalet den 2.-4. juni 2015. Flere end 250 forskere fra udlandet var rejst til Rigshospitalet for at deltage i symposiet for at markere professor Bengt Saltins videnskabelige indsats og arbejde og for samtidig at udveksle nyt inden for muskelforskningen. 


Redaktør