Finsencentrets valmuer

​Kunstner Maria Dubin udsmykker væggene i Finsencentret afsnit 4252. Temaet er valmuer og Maria maler direkte på væggen.

Valmuerne på afsnit 4252
​Af centerchefsygeplejerske Jeanette Bech

Valmuer skal binde Fi​nsencentret sammen

Kunsten har som bekendt en vigtig indflydelse på velværet. Derfor er det en stor glæde at Finsencentret har været så heldige at kommet i forbindelse med kunstner Maria Dubin, som har stor interesse i at hjælpe os med at integrerer hendes kunst på vores vægge i Finsencentret. Maria maler direkte på væggen og maleriet skal derefter lakeres for at holde til slid.

Samarbejdet starter med udsmykning at 4 vægge på Onkologisk klinik afsnit 4252 og temaet er valmuer i mange størrelser og facetter.  I planlægning af arbejdet har der været deltagelse fra afsnittets medarbejdere og patienter. Arbejdet startede den 22. juni 2015 og tager ca. 14 dage.

Det er et stort ønske fra Maria Dubin, at patienter såvel som medarbejdere, kommer forbi og gerne spørger ind til arbejdet, medens det bliver til, for på den måde at inspirere og integrere kunsten i hverdagen.

​Enkeltstående svale?

Visionen er, at hele Finsencentret efterhånden kommer til at nyde Maria Dubins smukke valmuer på væggene i alle klinikker og afsnit.

Dertil er et stykke vej endnu. Vi skal nemlig bruge de første malerier på 4252, som inspiration til fondsansøgninger til resten af centret og så må vi se, hvad tiden bringer.

Vi håber, det bliver en inspirerende proces og alle er velkomne til at kigge forbi.
 
Læs mere om Maria Dubin på www.mariadubin.com​



Redaktør