Bedre patientforløb for etniske minoriteter med særlige behov

​Infektionsmedicinsk Klinik har lavet en særlig indsats for en gruppe udsatte etniske patienter, der pga. begrænsede danskkundskaber, sparsomt netværk og manglende viden om det danske sundhedssystem er i højrisiko for ikke at gennemføre deres behandlingsforløb. 

​Af Cecilia Zacho Woetmann, sygeplejerske og nøgleperson; Rikke Bjolde Nielsen, klinisk sygeplejervejleder og Hanne Søndergaard, afdelingssygeplejerske, Infektionsmedicinsk Klinik

I Infektionsmedicinsk Klinik indlægges mange patienter med anden etnisk baggrund end dansk. En gruppe af disse patienter er socialt og psykisk udsatte og uden en særlig indsats, er der stor risiko for, at de får et dårligt forløb og ikke gennemfører behandlingen. Derfor har vi siden sommeren 2014 haft en særlig uddannet nøgleperson med viden om andre kulturer og redskaber, der gør hende i stand til at imødekomme patienternes individuelle behov.​

​Svært at opbygge tillid

En af de største udfordringer vi oplever, er at disse patienter ikke nødvendigvis har tillid til os som plejepersonale. Vi havde f.eks. en afrikansk kvinde, som var utryg ved mange af vores undersøgelser og troede, at vi sugede alt hendes blod ud ved blodprøvetagning. Hvis hun fik lov til at ligge på en bænk i solen og nyde stilheden med hovedet i sygeplejerskens skød, kunne vi tage blodprøver uden, at hun opfattede det som et overgreb.

Vi skal turde tænke nyt​

Vi har lært, at det i arbejdet med patienter som hende, er vigtigt at turde slippe vores egne holdninger til, hvordan en indlæggelse skal forløbe og tænke sygepleje på en ny måde. Vi har også haft stor glæde af kontakt og samarbejde med fagpersoner fra Reden International, Etnisk Ressourceteam, flygtningecentre, tolke og socialsygeplejersken, som bl.a. har hjulpet os til at forstå disse patienters kultur, religion og behov.

Kontinuitet skaber tryghed​

Kontinuitet og genkendelighed er også vigtige elementer i et succesfuldt samarbejde, fordi det styrker relationen mellem patienten og personalet. Det er særlig vigtigt for patienter med sprogbarriere og sparsomt netværk. Vi havde f.eks. en 18-årig pige, som var indlagt i mere end et år. I hendes forløb var det en stor hjælp at anvende den samme tolk, det åbnede os op, så vi kunne grine og tale om ting, som ikke vedrørte sygdommen. Samtidig var det trygt at tale om mindre behagelige ting vedrørende sygdommen og behandlingen, fordi vi ikke var fremmede for hinanden. Der blev skabt et team, som sammen kæmpede for samme sag.

Kan det betale sig​​?

Nøglefunktionen har indtil nu betydet, at hele personalegruppen har mere fokus på, at der kan være særlige behov. I dag er der mere opmærksomhed på, hurtigt at identificere patientens behovsområder, at etablere et ”kontaktlæge-sygeplejeteam,” der sammen med patienten aftaler pleje og behandlingsplaner. Plejepersonalet har fået stor viden og erfaring af at arbejde på denne måde, og vi opnår en høj kvalitet i plejen til en patientgruppe, hvor lighed i sundhed ikke er en selvfølge. 


Redaktør