Der blev arbejdet i døgndrift fra fredag til søndag, hvor de bedste forslag blev præmieret. Og der var mange gode forslag og tanker på bordet. Resultatet blev forslag til seks nye ungestuer og et fællesrum for unge, kaldet Kræftværket.
Og anstrengelserne har allerede båret frugt: Fire stuer på Rigshospitalet er blevet indrettet efter ønskerne fra hackathon, og fællesrummet er etableret efter ønskerne og er allerede taget i brug. De indvies officielt mandag den 12. januar 2015 kl. 14-16. Alle er velkomne!
Fælles for både ungestuer og fællesrummet er, at det er designet af de unge, til de unge. Og der har været mange planer på bordet undervejs, som er blevet forkastet og tegnet om igen. ”For de unge ved, hvad de vil have og ikke vil have”, fortæller Kirsten Boisen, afdelingslæge i Ungdomsmedicinsk Videnscenter. Hun var sammen med kollegaer fra BørneUngeKlinikken fra JMC og Hæmatologisk Klinik fra Finsencentret med til at planlægge den intensive weekend, hvor folk med talent indenfor design, arkitektur, antropologi og sociologi – sammen med unge kræftpatienter – udviklede forslag til indretning og brug af de i alt 6 ungestuer og 1 fællesrum.
Der blev arbejdet i døgndrift, da unge mennesker donerede deres talent til nye rammer for unge kræftpatienter
”Vi havde et ret fantastisk samarbejde mellem børne- og voksensiden, ” fortæller Kirsten Boisen. ”Det var en fornøjelse at se den overvældende idealisme og entusiasme, de gik til opgaven med ude i," fortæller hun. ”Vi oplevede, at hele planer blev taget af bordet, og vi startede forfra efter at have lyttet til de unge patienter” siger Kirsten Boisen.
Bjørg Mortensen var en af de unge patienter, der deltog. Bjørg blev som ung kræftpatient blev indlagt på et onkologisk voksenafsnit. ”Det var ensomt og overvældende”, fortæller hun. Og derfor arbejder hun i dag for at ændre forholdende for de unge. Bjørg var glad for at få muligheden for at være med til at designe fremtidens stuer til de unge, der skal indlægges på Rigshospitalet i fremtiden.
Maiken Hjerming, ungeambassadør i Hæmatologisk Klinik, deltog også i hackathon og tilføjer: ”Det er det, der er så forunderligt ved at sætte fokus på de unge patienter – jo mere vi lytter til dem, jo mere opdager vi, hvor forskellige deres behov er fra de voksnes. Fx fortæller de, at de hellere vil dele værelse med en jævnaldrene af modsatte køn end med en der er ældre end dem selv af samme køn. Det har vi aldrig tænkt på før. Nogen gange tror vi, at der skal rigtig meget til, men mange løsninger er ret lette og uden omkostninger.", fortæller hun.
De unge patienter gør altså op med vores forestillinger om, hvad vi kan tillade os. Det er OK at joke og fx sige ”Hold da kræft, her går det godt… det kan vi godt tåle” sagde patienterne. Det var IKKE for pattet at give ungestuerne navne som Slottet og Paladset”.
Resultaterne af de gode anstrengelser kan man allerede se, hvis man slår vejen forbi repos’en på 5. sal i opgang 5. Her finder man KRAFTVÆRKET, det nye fælles opholdsrum for unge med kræft. Alle interesserede er velkomne til den officielle indvielse af stuerne og fællesrummet på reposen i Sydkomplekset, opgang 5, 5. sal, mandag den 12. januar 2015 fra kl. 14-16. Der vil være rundvisning.
Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelses ”Knæk-Cancer”-midler har været med til at finansiere indretning af de seks ungevenlige stuer fordelt på fire afsnit og et fælles opholdsrum for unge med kræft. BørneCancerFonden har tillige bidraget til, at ansætte en ungekoordinator og ungepædagog i en tre-årig projektperiode, som bliver tilknyttet Kræftværket.
Her en smagsprøve på nogle af de forslag, der kom ud af weekenden.
Artiklen er udarbejdet af Linda Svenstrup Munk, kommunikationsmedarbejder i JMC
og Katrina Pitt Winther, projektleder for Planetree i Finsencentret.